Både Paris Saint-Germain og FC Barcelona er meget interesserede i at hente den 33-årige stjerneangriber Robert Lewandowski til sommer.
I lang tid arbejdede Barcelona på at hente Erling Haaland til Spanien. Denne plan skulle de nu have droppet, da de ikke har råd til at betale den løn, som den norske stjerne kræver.
Det har medført, at de i stedet er begyndt at se i retning af Robert Lewandowski. Den 33-årige polak skulle nemlig være åben for at forlade Bayern München til sommer, selvom hans kontrakt med den tyske klub løber frem til næste sommer.
Barcelona er dog ikke ene om at ville hente Lewandowski til sommer. De har nemlig fået konkurrence fra PSG, der også skulle have stor interesse i at bringe ham til Parc des Princes, som en erstatning for Kylian Mbappé.
Sådan lyder det fra BILDs Christian Falk, der også beretter om, at interessen fra begge klubber er ‘meget seriøs’. Desuden fortæller han, at begge klubber er i konstant kontakt med Pini Zahavi, der er agent for Lewandowski.
Det betyder, at PSG kan ende med at sætte en stopper for Barcelonas ønske om at hente Lewandowski. Den franske klub har nemlig de finansielle kræfter til at tilbyde den 33-årige polak en markant højere løn, end han vil kunne få i Barcelona.