I starten af december endte Paul Pogba i modvind, da hans agent Mino Raiola udtalte, at den franske stjerne havde et ønske om at finde sig en ny klub. Siden da er der dog sket meget, og Pogba har udmærket sig i en sådan grad, at han har været en af Manchester Uniteds bedste spiller i denne periode.

LÆS OGSÅ: Jesse Lingard nærmer sig skifte: Bliver i Premier League

Nu fortæller journalist Fabrizio Romano desuden, at det ikke kan udelukkes, at Paul Pogba ender med at forlænge sin kontrakt. Med andre ord, er døren altså ikke helt lukket for, at Pogba fortsætter med at tørne ud i den røde United-trøje.

“Det er en yderst mærkværdig situation, og en, jeg ikke forventede. Siden Minos (Raiola, red.) kommentarer, har Pogba været en af Manchester Uniteds bedste spillere. Raiola forsøger stadig at finde en ny klub til ham, men jeg tror bestemt, at det er muligt, at der kan komme en aftale mellem Manchester United og Paul Pogba. Og det håber jeg også,” sagde Fabrizio Romano i Rio Ferdinands podcast.

“Situationen er stadig, at det er mest sandsynligt, at han forlader klubben, men det bliver stadig svært at finde klubber, der kan betale den rette pris for ham. Og så er det jo meget muligt, at han bliver, hvis Manchester United forsøger at beholde ham,” lød det også fra den italienske journalist.

LÆS OGSÅ: Afslører privat samtale: United valgte Lindelöf frem for Virgil van Dijk

Paul Pogbas nuværende kontrakt med Manchester United løber frem til sommeren 2022. Der har dog været et utal af rygter om, at De Røde Djævle vil forsøge at sælge ham før – det kan dog nu have ændret sig, ifølge Romano.

author avatar
Nicolai Busekist