Cristiano Ronaldo og Lionel Messi har i flere år dulleret om at være den bedste fodboldspiller i verden. Tirsdag aften stod de igen ansigt til ansigt, da Juventus gæstede FC Barcelona på Camp Nou i Champions League.

LÆS OGSÅ: Messi og Ronaldo blandt de fire sidste kandidater til Player of the Century

Det er en kamp, som Cristiano sandsynligvis vil huske som noget positivt, i højere grad end Messi. I opgøret mellem de to storhold på Camp Nou formåede han nemlig at score to mål, hvilket også vil sige, at han havde stor indflydelse på, at Juventus endte med at indtage førstepladsen i gruppen takket være deres 3-0-sejr tirsdag.

Efter kampen blev Ronaldo igen spurgt ind til den rivalisering, der efter sigende skulle være mellem ham og Messi. Det er dog en rivalisering, som han i den grad fik nedtonet.

“Vi har været til prisuddelinger i 12-13 år nu, og jeg har aldrig set ham som en rival. Det er alt sammen skreget op i medierne,” sagde han efter kampen, og fulgte det op med:

“Vi er altid kommet perfekt ud af det med hinanden, og hvis du spørger Leo, vil han sige det samme.”

Juventus og Barcelona slutter begge af med 15 point efter seks kampe i Champions League. Til trods for, at Barcelona faktisk har en bedre målscore, er det Juventus, der ender øverst i gruppen, da den italienske klub er bedre indbyrdes.

LÆS OGSÅ: Griezmann: Det er kun os, som kan tage skylden

Barcelona vandt første kamp mod Juventus i Torino med 2-0, hvilket vil sige, at Juventus gjorde lige akkurat, hvad der var brug for, for at sikre sig førstepladsen i gruppen.