Samuel Umtiti nærmer sig et skifte væk fra FC Barcelona, der har været ivrige efter at skille sig af med ham.

Den franske forsvarer har i lang tid været ude i kulden i den catalanske klub, hvorfor der har været en klar forventning om, at han forlader klubben denne sommer.

LÆS OGSÅ: Inter sætter vildt prismærke på Milan Skriniar

Hans spilletid har nemlig været meget begrænset, og han er angiveligt også blevet informeret om, at det ikke vil blive bedre.

Hvis han vil gøre sig forhåbninger om at få mere spilletid, er han derfor nødt til at finde sig en ny klub – og netop dette ser det ud til, at han har planer om.

Ifølge den franske avis L’Equipe har han nemlig været i dialog med den franske klub Rennes op til flere gange om et potentielt sommerskifte.

Dog er der ikke tale om en permanent aftale, men derimod et lejeophold, hvorfor han potentielt vil kunne vende retur til Barcelona på et senere tidspunkt.

Det skyldes, at den franske forsvarer har en lang kontrakt med Barcelona, som blev forlænget tidligere i år, for at hans løn kunne fordeles over en længere periode.

LÆS OGSÅ: José Mourinho vil hente Barcelona-spiller

Meget tyder dog på, at Samuel Umtiti har i sinde at forlade Barcelona til fordel for Rennes denne sommer, da han er blevet træt af at tilbringe sin tid på bænken.