Torsdag aften tørner FC Barcelona sammen med tyske Eintracht Frankfurt. Løber den catalanske klub med sejren, sikrer de sig et beløb på 2,5 millioner euro.

Det er en god forretning for fodboldklubber at deltage i europæisk fodbold. For Barcelona har det dog i år været en dårligere forretning, end de havde regnet med.

Den catalanske klub havde nemlig regnet med, at de skulle spille Champions League-fodbold i år, men sådan gik det dog ikke.

Derimod er det endt med, at Barcelona spiller Europa League, hvilket betyder, at de ikke kommer til at tjene lige så mange penge på deres europæiske fodbold.

Hvis de ender med at sikre sig en sejr over Eintracht Frankfurt i aften, er de sikre på yderligere avancement i Europa League. Derudover er de også sikre på at få udbetalt 2,5 millioner euro, hvilket er svarende til 18,5 millioner kroner.

Hvis Barcelona går videre, skal de møde enten West Ham eller Lyon i semifinalen. Ender de med at vinde her, og dermed sikrer sig en plads i finalen, får de en sum på 4,6 millioner euro. Hvis de også vinder i finalen, får de 4 millioner euro.

Da den catalanske storklub har brug for pengene, er det naturligvis vigtigt, at Xavi og co. gør, hvad de kan for at vinde Europa League.