Vi skal helt tilbage til 2005, hvis man skal finde dagen, hvor Sergio Ramos skiftede Sevilla ud med Real Madrid. Dem, der husker skiftet, vil dog kunne nikke genkendende til, at det skabte enormt meget postyr.

LÆS OGSÅ: Vil lokke Messi til klubben: “Vi har en reel chance”

Det endte også med at få konsekvenser for Sergio Ramos, da hans familie blev bandlyst fra Sevillas stadion, og det gør naturligvis ondt på ham.

Det forlød i Spanien, at Sergio Ramos havde ønsket mere og pressede på for et skifte til Real Madrid. Han fortæller dog nu, at disse oplysninger var blevet manipuleret, så det endte med, at han blev forhadt.

“Jeg ved, hvad Sevilla står for, og hvordan fansene føler det. Ingen skal fortælle mig om det, fordi jeg har oplevet det, siden jeg var en helt ung knægt,” kom det fra Ramos, da man snakkede om skiftet.

“Alle oplysninger blev manipuleret, og de løj for Sevilla. Det var virkelig smertefuldt. Og det var ikke kun for mig, men også for min familie. Jeg vil aldrig tilgive dem for den smerte, som mine bedsteforældre og forældre har gennemgået, da de ikke længere kan vende tilbage til Sevillas stadion.”

Han fortæller endvidere, at han er skuffet over, at han ikke selv gik ud og udtalte noget, og i stedet lod andre om at styre det, der løb rundt i pressen.

Ramos lægger dog ikke skjul på, at han er meget stolt over at have repræsenteret Sevilla.

LÆS OGSÅ: Abramovich vil lokke United-emne til Chelsea

“Den dag i dag kan jeg altid sige, at jeg har spillet for Sevilla, og at jeg altid vil være en Sevilla-spiller til den dag, hvor jeg dør. Men jeg kan også med stolthed sige, at jeg er kaptajn for Real Madrid og Spanien,” fortæller Sergio Ramos.