I det seneste stykke tid har Barcelona arbejdet på at få Ilaix Moriba til at forlænge sin kontrakt. Det er dog endnu ikke lykkedes for de to parter at nå til enighed.

LÆS OGSÅ: Depay om holdkammerater: Vi passer godt sammen

Nu skriver spanske Mundo Deportivo, at det ‘ikke bliver let’ at blive enige. Det tyder derfor ikke på, at det 18-årige talent sætter sin krusedulle på papiret i nærmeste fremtid.

Moribas agenter og Barcelona afholdt onsdag endnu et møde, hvor de forsøgte at nå til enighed om en kontraktforlængelse. Det lykkedes dog ikke at blive enige på dette møde. Faktisk er de blot gledet endnu mere fra hinanden.

Det har ført til, at forhandlingerne mellem Moriba og Barcelona nu er blevet sat på pause. Mundo Deportivo skriver ikke noget om, hvornår det forventes, at forhandlingerne mellem de to parter vil blive genoptaget.

Årsagen til, at det er vanskeligt at nå til enighed om en ny kontrakt er, at Barcelona ikke er villige til at imødekomme den 18-åriges økonomiske krav.

Sandsynligvis vil der blive afholdt endnu et møde mellem Moribas repræsentanter og Barcelona, hvorfor det endnu ikke er udelukket, at La Masia-talentet forlænger sin kontrakt. På nuværende tidspunkt er udsigterne dog ikke gode.

LÆS OGSÅ: Ronaldinho: Barcelona bør pensionere dette nummer

Det begynder dog efterhånden at haste, da hans nuværende kontrakt udløber i 2022. Det betyder, at han næste sommer kan forlade klubben ganske gratis, hvilket Barcelona naturligvis meget gerne vil undgå, at han gør.