Der gik et gys gennem det brasilianske fodboldfolk, da deres superstjerne, 31-årige Neymar, i slutningen af første halvleg af kampen mod Uruguay røg i græsset.

Han skreg og vred sig i smerte, og efter flere minutter blev han kørt væk på en båre.

Alle krydsede fingre for, at Neymar var sluppet billigt, men nu er de håb knust.

Neymar har nemlig både revet et korsbånd over i knæet OG ødelagt sin menisk.

Det betyder i praksis, at Neymars 2023/2024-sæson er forbi.

Godt nok er hverken Neymar eller hans klub, Al Hilal, kommet med en prognose for, hvor lang tid han er ude, men korsbåndsskader er ikke noget, man bare lige kommer sig over.

Ifølge sundhed.dk vil genoptræningen efter en korsbåndsskade alene nemlig vare mellem ½ og 1 år – og her er en skadet menisk ikke medregnet.

Knust stjerne

På de sociale medier lægger Neymar ikke skjul på, at han er dybt ulykkelig over situationen.

“Det er et meget trist øjeblik, det værste. Jeg ved, jeg er stærk, men denne gang får jeg endnu mere brug for min familie og venner. Det er ikke nemt at gå igennem en skadesperiode og operation. I kan næsten forestille jer, hvordan det er at skulle igennem det hele en gang til efter fire måneders genoptræning (Neymars ankelskade tilbage i februar, red.). Jeg har tro, for meget. Men jeg lægger styrken i Guds hænder, så han kan forny min. Tak for beskederne og kærligheden,” lyder teksten i opslaget på X.