Ole Gunnar Solskjær og Manchester United er i øjeblikket hårdt ramt af skader. Efter opgøret mod West Ham bekræftede Ole Gunnar Solskjær dog, at han forventer, at fire eller fem spillere er tilbage fra deres skader til kampen mod AC Milan torsdag.

LÆS OGSÅ: Solskjær: Vi gør det svært for os selv

Paul Pogba, der ikke har spillet, siden han blev skiftet ud i 3-3-opgøret mod Everton i starten af februar, er potentielt blandt de spillere, der kan være klar til kampen mod det italienske mandskab i Europa League.

Derfor kan det ende med, at Pogba vender tilbage i en vigtig uge for De Røde Djævle. I denne uge skal de nemlig ikke blot forsøge at sikre sig en plads i kvartfinalerne i Europa League, men også i semifinalerne i FA Cup. Derfor håber Solskjær sandsynligvis på at have så mange spillere klar, som han kan få.

Solskjær har – som sagt – allerede bekræftet, at han bør have flere spillere til rådighed, når han skal udtage sin trup til torsdag, hvor de skal spille returopgør mod AC Milan på San Siro.

LÆS OGSÅ: Derfor fører City kampen om Håland mod United

“Jeg håber, at vi har fire eller fem spillere tilbage til den kamp. Det er meget sandsynligt, at Edinson (Cavani, red.) og Anthony (Martial, red.) er klar, Donny (van de Beek, red.) forhåbentlig også, Paul (Pogba, red.) tager måske turen, og David (de Gea, red.) er tilbage fra isolation. I dag havde vi to målmænd på bænken, så vi har brug for dem,” lød det ifølge Goal fra Solskjær efter kampen mod West Ham.