Manchester United har flere spillere i truppen, der har været hårdt ramt af skader. En af dem, der særligt har været plaget af skader, er forsvarer Eric Bailly. Når han endelig er ved at være klar efter en skade, så bliver han igen sat ud af spillet med en ny én af slagsen.
LÆS OGSÅ: Romano: Det er muligt, at han forlænger
Da De Røde Djævle søndag spillede mod Liverpool, var han heller ikke en del af truppen, der var udtaget til kampen. Nu har Ole Gunnar Solskjær dog gjort det klart, at det ikke er noget alvorligt, der har holdt Eric Bailly ude af kampen. Derimod understreger han, at det blot er en lille ting.
“Det var bare en lille ting, og jeg ville ikke tage en chance. Vi var dækket ind på bænken, og Lindelöf var klar, så der var ingen grund til at tage chancer med Bailly,” lød det fra den norske Manchester United-træner ifølge Goal.
Herefter gjorde han det klart, at Bailly har det godt, og at han vil blive udtaget til truppen onsdag. Han fortalte dog også, at han endnu ikke ved, om han rent faktisk vil komme i aktion.
“Han har det godt, men jeg kan ikke sige, om han spiller, men han er klar til at blive udtaget til kampen på onsdag,” lød det også fra nordmanden.
LÆS OGSÅ: Jesse Lingard nærmer sig skifte: Bliver i Premier League
Onsdag skal Manchester United spille mod Sheffield United i Premier League, hvor Bailly altså forventes at være en del af truppen, ifølge Solskjær.