Manchester United har aldrig tabt en udekamp til Crystal Palace i Premier League. Efter onsdagens opgør er denne rekord ganske vist intakt, da de spillede uafgjort på Selhurst Park.

LÆS OGSÅ: Derfor var David De Gea ikke i målet mod Crystal Palace

Det var dog næppe, hvad Manchester United-truppen havde håbet på, at de ville få med fra opgøret mod Crystal Palace. Derfor var der næppe god stemning i bussen på vej hjem til Manchester.

Ikke nok med, at de måtte nøjes med et enkelt point mod Crystal Palace, der i skrivende stund ligger nr. 13 i Premier League, var det også tredje kamp i træk, at det blev til en nulløsning for Ole Gunnar Solskjærs tropper.

Den norske manager lagde efter kampen ikke skjul på, at han ikke just er tilfreds med resultaterne i de seneste tre kampe.

“Tempoet var der ikke. Engang imellem mangler det, og i aften var helt sikkert ikke vores bedste aften,” lød det fra nordmanden, da han udtalte sig til BBC efter kampen.

Dernæst kom han ind på, at det er bekymrende, at de ikke formår at score mål, og ikke formår at vinde kampe, som de naturligvis skal vinde.

“Selvfølgelig er det bekymrende. Når vi laver tre clean sheets i tre kampe, burde vi jo kunne vinde, men vi har manglet kvalitet. Vi skal genfinde gnisten i vores spil, så vi kan vinde de her kampe fremadrettet,” sagde han også til BBC.

LÆS OGSÅ: Utilfreds Maguire kom med frustreret tilråb til Marcus Rashford i Crystal Palace-opgør

Efter det skuffende resultat mod Crystal Palace, er Manchester United nu 14 point efter Manchester City, som de møder søndag på Etihad.