Manchester United-manageren var euforisk efter sejren over PSG i Champions League. Der var – ikke overraskende – fantastisk stemning i omklædningsrummet efter kampen. 

”Vi kan gå hele vejen. Selvfølgelig ser vi på os selv på den måde. Nu må vi vente på lodtrækningen. Vi havde masser af karantæner og skader, men måske var det en god ting i dag, da vi spillede med et friskt hold med masser af energi. Vi vidste, at vi skulle forsvare og være ydmyge. Alle de hold, som spiller med på dette stadie, har kvalitet,” sagde Ole Gunnar Solskjær på det efterfølgnede pressemøde efter kampen mod PSG

Manchester United tabte det første opgør i ottendedelesfinalen i Champions League på hjemmebane  med 2-0, men i går vandt klubben næsten sensationelt 3-1. Den afgørende scoring kom på straffespark efter en VAR-kendelse i kampens sidste minut. 

”Vi troede hele tiden på det. Planen var ikke at have bolden og udspille dem. Hvis du giver sådan et hold for meget plads og tid, kan de gøre stor skade på dig. Du kunne se et par gange i løbet af kampen, at vi hængte lidt i vores defensive form. Planen var at stadig være i spil til det afgørende mål med fem minutter igen, og det lykkedes,” sagde United-manageren, som også kom ind på sine egne erfaringer som spiller i Champions League, hvor han blandt scorede et afgørende mål i finalen i 1999.

”Jeg har nogle fantastiske minder, og det er det, der gør det for dig. Det er specielt, når man gør det som træner sammen med staben og spillerne. Omklædningsrummet var helt fantastisk efter kampen, bare det at se hele klubben sammen, ejerne, tidligere spillere, tidligere managere,” sagde han ifølge Goal.

Ole Gunnar Solskjær ville ikke forholde sig konkret til hans eventuelle fremtid i klubben efter sommer.

”Jeg planlægger for fremtiden for klubben. Om jeg er her eller ej, er ligegyldigt. Jeg vil uanset hvad give mine råd og komme med mine synspunkter. Jeg er også fan af Manchester United, og jeg vil det bedste for klubben. Jeg gør mit job hver dag, og så må vi se, hvor det bringer os. Jeg vil nyde det, så længe jeg er her. Om det så er to eller tre måneder. Jeg vil nyde det med et smil.”