Erik ten Hag kommer næppe til at mangle penge, når han skal forbedre Manchester United-truppen til sommer. Han har nemlig fået 200 millioner pund at lege med.

Hollandske Erik ten Hag er officielt blevet præsenteret som ny træner i Manchester United. Hans ankomst betyder også, at der er en klar forventning om, at der kommer til at ske store ændringer i truppen forud for næste sæson.

Og nu lyder det, at den engelske klub har planer om at give ham et stort budget, han kan lege med. Ifølge Mirror får han nemlig et budget på hele 200 millioner pund til at hente nye spillere for i sommerens transfervindue.

Seks spillere står desuden uden kontrakt til sommer, og det forventes, at de vil forlade klubben. Det vil betyde, at der bliver gjort plads i klubbens lønbudget, og dermed gør det lettere for Ten Hag at hente nye spillere til.

Både Declan Rice og Harry Kane er blevet kædet sammen med Manchester United, men duoen vil dog optage hele Ten Hags budget. Også Darwin Nunez og Ruben Neves skulle være på radaren, og de må siges at være to billigere alternativer.

Ydermere har der også været forlydender om, at Erik ten Hag har planer om at tage flere spillere med sig fra Ajax, når han sætter kursen mod Old Trafford denne sommer.

author avatar
Nicolai Busekist