Brentford-træner Thomas Frank har på et pressemøde fredag meldt ud om Christian Eriksens fremtid.

Den danske Brentford-træner, Thomas Frank, lægger ikke skjul på, at han gerne ser, at Eriksen bliver i Brentford. Han slår dog også fast, at der ikke vil blive truffet en endelig beslutning, før denne sæson er spillet færdig.

“Jeg synes ikke, at det er nogen hemmelighed, at vi gerne vil fortsætte samarbejdet,” sagde han på et pressemøde forud for Brentfords opgør mod Chelsea.

På pressemødet sagde han også, at han føler sig ‘rimelig overbevist om’, at Christian Eriksen også er rigtig glad for at være en del af truppen i Brentford.

Han slog dog også fast, at han godt ved, at der ikke vil blive truffet en beslutning om hans fremtid, før denne sæson er overstået. Og det gælder ikke kun fra klubbens side, men også fra Eriksens side.

“Jeg tænker, at jeg kommer til at få en masse af disse spørgsmål hver fredag fremadrettet, og jeg skal prøve at besvare dem bedst muligt, men jeg synes det er åbenlyst, at vi gerne vil fortsætte med Christian,” lød det også.

Såfremt han beslutter sig for, at det vil være det bedste for sin karriere, kan Eriksen helt frit smutte fra Brentford til sommer. Hans kontrakt løber nemlig kun resten af denne sæson.

Siden den danske stjerne vendte tilbage til banen, er det blevet til tre kampe for Brentford, hvori han har bidraget med et enkelt mål. Hans præstationer har desuden været så gode, at han har sikret sig en startplads under Thomas Frank.

author avatar
Nicolai Busekist