FC Københavns unge topscorer og frisparkskonge tiltrækker sig opmærksomhed fra udenlandske storklubber. Tottenham lurer blandt bejlerne. 

FC Københavns 22-årige højrekant har scoret 22 mål i superligaen indtil videre i denne sæson. Og han har banket det ene frispark efter det andet i kassen.

Det er præstationer, der bliver lagt mærke til i det store udland, og ifølge SkySports skulle Tottenham Hotspurs være blandt de klubber, der holder godt øje med ham. Som det engelske medie skriver, kan Londonklubben være på jagt efter endnu et offensivt våben på midtbanen bag ved Harry Kane, og her stortrives Robert Skov på sin vante position på højre kant.

Af andre engelske klubber, der efter sigende har følere ude på danskeren, er klubber som Wolverhampton, Watford og West Ham. 

Robert Skov kom til FC København fra Silkeborg i 2018, hvor han blev solgt for et beløb i omegnen af 7,5 millioner kroner. Hvis han bliver solgt til sommer, skal der formentlig som minimum et ekstra nul på den sum.  Hans nuværende kontrakt med københavnerne udløber i 2022. 

Til weekendens Dansk Fodbold Awards blev Robert Skov kåret til superligaens bedste spiller i 2018, ligesom hans mål OB den 25. februar sidste år, blev kåret til årets bedste. I begrundelsen for at hædre frisparkseksperten lød det: 

”Robert Skov har brugt 2018 på at cementere sin position som Superligaens ubestridte frisparkskonge, og det hele startede med dette drøn af et frispark, som ovenikøbet var hans første mål i FC København-trøjen. Det skulle vise sig at blive startskuddet på et eventyragtigt år, eftersom han har gentaget kunststykket seks gange i løbet af året.”

Robert Skov har stadig til gode at debutere på det danske a-landshold. Tilbage i begyndelsen af december måned sagde hans træner, Ståle Solbakken, at Skov endnu ikke var klar til landsholdet. Men i fodboldverdenen kan tingene som bekendt hurtigt ændre sig, og Robert Skovs form er ikke blevet dårlige siden 2018.