Flere europæiske storklubber har udvist interesse i at skrive kontrakt med den nuværende Barcelona-spiller Sergiño Dest. Mere specifikt er det Arsenal, Juventus og Bayern München, der holder øje med Dest forud for sommerens transfervindue.
LÆS OGSÅ: Massimiliano Allegri vil genforenes med Pjanić i Juventus
Det er ikke lang tid siden, at Dest sluttede sig til Barca-truppen. Det gjorde han nemlig i oktober, hvor han ankom fra Ajax. Siden da har han haft 41 optrædener for den catalanske klub på tværs af alle turneringer i 2020/21.
Ifølge spanske Diario Sport har det amerikanske talent tiltrukket sig interesse fra både Arsenal, Juventus og Bayern München. De har dog alle fået at vide af forsvareren, at han ‘kun tænker på Barca’.
Mediet skriver, at de tre klubber tænkte, at en transfer kunne komme på tale som følge af Barcelonas finansielle situation. Derudover havde de også forventet, at det ville være muligt at friste ham til at forlade Camp Nou.
Dog siges det, at Dest ikke engang er interesseret i at lytte til tilbud. Årsagen til dette er, at han er fast besluttet på at få succes i og med Barcelona.
Den 21-årige forsvarer kunne løfte sit første trofæ som Barcelona-spiller i april, da klubben vandt Copa del Rey. Efter opgøret gjorde han klart overfor medierne, at han håber på, at flere følger i fremtiden.
LÆS OGSÅ: Journalist: Agüero har skrevet under på kontrakt med Barcelona
Dest er blevet udtaget til det amerikanske landshold, der skal spille 2021 Concacaf Nations League. Derfor er han for tiden på træningslejr med landsholdet.