Brøndby IF har ikke fået en drømmestart på 2021/22-sæsonen af 3F Superligaen. Fredag aften fortsatte stimen, da de måtte acceptere endnu en pointløs kamp, da de tabte 0-1 til FC Nordsjælland.

LÆS OGSÅ: Klamt: Snotklud fra Messi-pressemøde til salg for vanvittigt beløb

Kampen var dog ikke chanceløs for Brøndby, der kæmpede for at komme tilbage i kampen. Mikael Uhre havde flere chancer i løbet af opgøret, men han fik ikke udnyttet dem, og fik dermed heller ikke bragt vestegnsholdet tilbage i opgøret.

At de ikke var effektive nok foran mål, viste sig at være Brøndbys helt store problem fredag aften. Til trods for den dårlige start på sæsonen, er de nødt til at kæmpe videre, fortæller Mikael Uhre, der var topscorer i sidste sæson, til Canal 9.

“Vi kæmper og kommer også frem til det, der skal til, men vi mangler noget skarphed i de afgørende situationer. Der kan jeg specielt se på mig selv. Det er stolpe ud for tiden,” siger den 26-årige angriber til Canal 9.

“Vi må bare fortsætte med at kæmpe, og det lyder jo hult, når man står her med tre point efter fem kampe, men vi skal fortsætte, fordi der er sgu gode ting, som vi kan tage med videre,” fortsætter Mikael Uhre.

LÆS OGSÅ: Erling Haaland har valgt sin næste klub

På nuværende tidspunkt er Brøndby at finde på en tiendeplads i 3F Superligaen med blot tre point. Derfor har de et godt stykke vej op til Randers FC, der indtager førstepladsen med 13 point.