Manchester United har historien med sig i baggagen, hvorfor de muligvis er den største klub i England. Det ændrer dog ikke på, at ærkerivalerne fra Manchester City ligger i toppen af ligaen, men det samme gør de på transfermarkedet.

LÆS OGSÅ: Solskjær forud for Chelsea-opgør: United har disse profiler ude

Det mener i hvert fald Andy Cole, der vurderer, at Manchester United ikke længere har samme mulighed for at tiltrække de helt store stjerner, da det kræver trofæer og titler – noget, som United ikke har.

“Hvis man vil have de store spillere som Håland, må man kunne lokke dem med noget, og det, man skal lokke dem med, er chancen for at vinde sølvtøj. For store spillere som ham får masser tilbud fra andre klubber som Chelsea, City,  Liverpool, Real Madrid og måske Barcelona,” siger Cole ifølge Daily Mirror, hvorefter han tilføjer:

“Hvordan står United lige nu i forhold til de klubber? Jeg elsker klubben, men jeg tror ikke, den kan leve på sit navn alene mere. Det er ikke som dengang, hvor jeg signede for klubben, for er vi nådesløst ærlige, ønskede alle at spille for os dengang. Jeg er ikke så sikker på, at alle ønsker det i dag.”

Manchester City og United skulle begge drømme om at hente Erling Haaland til sommer. Andy Cole mener, at United skal sætte en skarp salgsmand afsted, hvis man skal gøre sig bare de mindste forhåbninger om, at han vælger dem.

Og ellers hedder det Manchester City for Haaland, mener han.

LÆS OGSÅ: Ferdinand om straffesparksbeslutning: “Skammeligt”

“Man bliver nødt til at være en god salgsmand, når man skal sælge sin klub til de største spillere, særligt når man ikke kan garantere dem, at man vinder ligaen i næste sæson. Og det er endnu sværere, hvis City vinder titlen med 20 points,” siger Cole.