Manchester Uniteds chancer for at skrive kontrakt med den franske Barcelona-angriber Ousmane Dembélé er blevet betydeligt mindre i løbet af de seneste uger.

LÆS OGSÅ: United lune på Haaland: Så dyr bliver han

Den 23-årige franskmand har siden i sommers været sat i forbindelse med et skifte til Manchester United. Premier League-klubben har hele tiden været interesseret i at hente ham på en lejeaftale, der indeholder en købsoption.

Da han fik dette tilbudt, valgte han at afvise tilbuddet, da han hellere ville bevise sit værd i Barcelona. Det var til stor irritation for den catalanske klub, der mest af alt ønskede at sælge ham, da de havde brug for penge.

I løbet af de seneste par uger er det dog lykkedes for Ousmane Dembélé at overbevise Ronald Koeman om sit værd. Han har nemlig leveret en række imponerende præstationer, der har medført, at han nu har leveret fire mål og to oplæg i 11 optrædener i denne sæson.

I FC Barcelonas seneste opgør mod Ferencvaros i Champions League, var han igen på pletten, da han her både leverede et mål og et oplæg.

LÆS OGSÅ: Barcelona dominerer UEFA’s Ultimate Team of the Year

De forbedrede præstationer har resulteret i, at Barcelona har ændret deres mening om den franske angriber. De har nemlig valgt, at de ønsker at beholde ham, hvorfor de har indledt nye kontraktforhandlinger med ham.