I fredags kom det frem, at den argentinske verdensmester Alejandro ‘Papu’ Gomez kunne se frem til en lang pause fra fodbolden. Helt præcist to år.
Han var nemlig blevet testet positiv i en uanmeldt dopingtest, og det betyder altså, at den 35-årige midtbanespiller meget vel kan have spillet sin sidste professionelle fodboldkamp på højt plan, når man tager hans alder i betragtning.
Søndag var ‘Papu’ så ude med en længere forklaring på Instagram, hvor han også fortæller, hvad der var skyld i hans positive prøve.
“Den påståede overtrædelse stammer fra tilstedeværelsen af Terbutalin i mit system som følge af, at jeg tilfældigvis, ufrivilligt og utilsigtet indtog en skefuld af mit barns hostesaft ved en fejl,” lyder det i opslaget.
Terbutalin er et stof, der blandt andet findes i astmamedicin. Ifølge Gomez er Terbutalin faktisk tilladt at bruge af professionelle atleter, hvis det er i terapeutisk henseende, ligesom det eftersigende heller ikke er præstationsforbedrende.
Kort før VM
Den uanmeldte kontrol blev foretaget, da Gomez var i sin daværende klub, spanske Sevilla, i oktober 2022.
Kort tid efter rejste Gomez med resten af det argentinske landshold til Qatar, hvor han var på banen i to kampe og altså medvirkende til, at Argentina kunne løfte VM-trofæet.
Gomez har tidligere forklaret, at han sov dårligt om natten og derfor indtog sine børns hostesaft uden at have konsulteret klubbens læger.
Hvis man fulgte med i sommerens transfervindue, lagde man måske mærke til, at netop Gomez have svært ved at finde en ny arbejdsgiver.
På vinduets sidste dag endte Sevilla med at rive kontrakten over, og siden har Gomez skrevet kontrakt med italienske Monza, der ligger nummer 11 i Serie A.