Englands landshold har stået for kritik, hvilket blandt andet kom til udtryk i medierne, da de skrev om Harry Kane, som efter de indledende kampe ved EURO 2020, endnu ikke havde fået nettet til at blafre.

LÆS OGSÅ: United-spiller om spillefattig debutsæson: “Jeg har leveret, når jeg fik muligheden”

Men spørger man Jannik Vestergaard, så er snakken om Kane stærkt overdrevet, for Tottenham-stjernen er intet mindre end verdensklasse, mener midtstopperen.

“Folk har sagt, at han har været i en slags krise, og det har været stærkt overdrevet. Han er en af verdens allerbedste angribere og har vist det i rigtig mange år nu,” siger Jannik Vestergaard.

“Så uanset om han havde scoret i de seneste par kampe eller ej, bliver han en mundfuld. Det bliver en, som vi skal håndtere som hold. En mod en har han så meget kvalitet, og han er god nok til at score mål på et halvt skridt.”

“Det skal være en samlet indsats fra os alle, og der er ikke andet at sige, end at han er verdensklasse.”

Vestergaard får også knyttet nogle ord til styrkeforholdet mellem England og Danmark, som han mener er meget lige.

“Vi har spillet to kampe mod dem for nyligt, hvor det var to hold, der spillede meget lige op med hinanden.”

“England kan også skrive under på, at vi er et svært hold at spille imod, og de scorede heller ikke mod os i de to kampe.”

“Men de har et stadion i ryggen, og det vil forsøge at bruge til deres fordel. Jeg tror, det bliver et meget lige opgør,” siger Vestergaard.

LÆS OGSÅ: Pogba afviser kontraktsnak med United: Ingen bud endnu

Harry Kane scorede ét mål mod Tyskland og to mod Ukraine.