Hold da ferie for en kamp.

Hvis der på forhånd var nogen, der havde udpeget, at den lille aarhusianske 3. divisionsklub ville slå to Superligahold i træk i pokalturneringen, så ville personen nok være blevet sendt på den lukkede.

Intet desto mindre er det alligevel tilfældet, efter at Brabrand her til aften leverede en kæmpe sensation, da de sendte FC Nordsjælland ud af dette års pokalturnering.

Hurtigt i kampen så det ellers ud til, at det skulle blive en formsag for FC Nordsjælland at gå videre i pokalen, da Nene bragte gæsterne foran efter blot 7 minutters spil efter oplæg fra den rutinerede Peter Ankersen.

I det 67. minut fik hjemmeholdet udlignet, og da der ikke blev scoret mere i det ordinære 90 minutter eller de efterfølgende 30 minutter, skulle det hele afgøres på straffespark.

Her var begge hold yderst træfsikre og begge hold skulle have hele 10 forskellige spillere i aktion, før straffesparkskonkurrencen blev afgjort.

Lucas Hey blev ‘skurken’ der brændte FC Nordsjællands 10. straffespark, og da Tobias Olesen så kunne score på Brabrands 10. skud efterfølgende, endte det med sensationen.

Brandbrand går altså videre, og FC Nordsjælland må nøjes med at fokusere på Superligaen.

Du kan se alle kampens højdepunkter herunder:

author avatar
Redaktionen