Det har ikke været en nem sæson for Isco, der har haft svært ved at få spilletid under Zinedine Zidane. Af denne grund har han et ønske om at forlade Madrid-klubben, så han kan få muligheden for at genstarte sin karriere.

LÆS OGSÅ: Barcelona er fortsat favoritter: Juventus arbejder på at hente Ligue 1-profil

Tidligere har han været sat i forbindelse med forskellige klubber i både Premier League og Serie A. Isco selv har dog gjort det klart, at han helst vil blive i Spanien. Ifølge spanske AS har Isco nemlig et ønske om at skifte til La Liga-klubben Sevilla.

Det skyldes særligt, at det vil betyde, at han kan blive genforenet med sin tidligere træner i både Real Madrid og på landsholdet, Julen Lopetegui. I dag står han nemlig i spidsen for truppen i Sevilla.

Desuden skriver AS, at han er meget ivrig efter at sikre, at skiftet bliver en realitet. Det kan dog blive svært at opnå i det kommende transfervindue, eftersom Real Madrid ikke kan undvære ham i truppen på nuværende tidspunkt.

Selvom han ikke har indkasseret specielt mange minutter på banen i denne sæson, er Zidane bekymret for, at truppen vil blive for smal, hvis de skulle blive ramt af skader. Af denne grund ønsker han ikke at sende Isco til Sevilla. Efter sigende skulle Real Madrid dog være åbne over for et skifte til sommer.

LÆS OGSÅ: Chelsea-stjerne forbander sit skifte til klubben

Den 28-årige Isco har været i Real Madrid siden 2013, og hans nuværende kontrakt løber frem til 2022.