Det er verdens bedste spiller, som van Dijk og holdkammeraterne fra Liverpool skal forsøge at håndtere i morgen, siger den hollandske forsvarsspiller. Men holdet er klar til opgaven. 

Hvordan skal man forsvare sig mod Leo Messi? Skal man sætte to mand til konstant at dække Barcelonas lille argentiner, stå lavt eller markere i zoner? Hvis noget hold kan klare opgaven, kunne det måske være Liverpool, der kun har lukket 20 mål ind i 36 kampe i Premier League – blandt andet på grund Virgil van Dijk, der for nylig blev kåret til årets spiller i den engelske liga. Og den 27-årige hollænder siger da også, at Liverpools defensiv føler sig forberedte på opgaven, når den engelske klub skal spille den første kamp i semifinalen i Champions League i Barcelona onsdag aften. 

”Jeg mener, at han (Messi) er den bedste spiller i verden. Men du kan se, hvordan vi spiller og forsvarer os. Vi forsvarer os ikke mand mod mand, vi forsvarer os sammen, og vi angriber sammen, så vi får at se. Vi er klar,” siger den stærke forsvarsspiller til The Guardian og understreger, at det ikke kun er Messi, men hele Barcelonas mandskab, der er stærkt. 

”Vi forbereder os godt, og vi er også et rigtigt godt hold, som kan konkurrere dernede. Vi skal ikke derned på ferie,” understreger van Dijk. 

Han mener, at Liverpool er så velkørende en maskine på mange leder og kanter, at det er grund til, at klubben har selvtillid forud for opgøret på Camp Nou. 

”Jeg er ikke overrasket(over at være nået til semifinalen i CL), når jeg ser på vores spillere, vores ledelse og den måde, vi spiller fodbold på. Men vi skal stadig vise det på onsdag. Det bliver ekstremt svært, men vi er klar til at gøre alt for at nå i finalen,” siger han til den engelske avis.