Det længe ventede VM står for døren. Turneringen, som alle fodboldglade mennesker verden over har ventet på med spænding. Og i år bliver det endda med en helt særlig krølle. Vi skal i denne omgang ikke kombinere sol, sommer og grillpølser til fodboldkampene, men vi skal i stedet spise æbleskiver og drikke gløgg alt, mens VM løber af stablen. Arrangementet i Qatar er rykket til vinterperioden grundet de ekstremt varme temperaturer i regionen i løbet af sommeren. Qatar er naturligvis med som værtsnation, og de tager i åbningskampen imod sydamerikanske Ecuador. Vi tager her et dybere kig på opgøret, som sparker VM 2022 i gang den 20. november.

Første VM for Qatar nogensinde

Qatar hører naturligvis ikke til verdens fodboldelite. Der er ingen historiske fodboldtraditioner i landet og et kig ned over de forskellige VM fodbold odds vil også indikere, at Qatar ikke har de store chancer for at gøre et større væsen af sig, hvis man spørger bookmakerne. Qatar er rangeret som nummer 50 på FIFA’s verdensrangliste i fodbold, og selvom det ikke lyder af meget, er det faktisk en bedre placering end hold som Finland, Island, Bulgarien, Slovenien og Rumænien. Der er ingen tvivl om, at Qatar vil være topmotiverede; ikke blot fordi de træder ind til deres første VM-slutrunde nogensinde, men også og især fordi, de er værtsnation og spiller foran egne supportere.

Qatar har vist lovende takter på det seneste

Qatars landshold har arbejdet hårdt for at blive klar til VM. Og selvom man ikke oser af voldsomt meget erfaring, har man alligevel vist ret så lovende takter i de seneste par år. Holdets deltagelse ved Asian Cup i 2019 vil for altid stråle som et af Qatars bedste internationale resultater i nyere tid. Her vandt Qatar på suveræn vis sit gruppespil efter 3 ud af 3 sejre og en målscore på 10-0. I ottendedelsfinalerne slog man Irak 1-0, hvorefter man ekspederede super rutinerede Sydkorea ud af kvartfinalen via en 1-0 sejr. I semifinalen slog man Saudi Arabien overbevisende med 4-0, mens mægtige Japan blev besejret 3-1 på vej mod trofæet.

Ecuador er efterhånden en gammel kending ved VM

I en tid for ikke så længe siden var der ingen, som tog notits af sydamerikanske Ecuador. Indtil år 2002 havde holdet aldrig kvalificeret sig til en slutrunde, men det blev der rådet gevaldigt bod på ved VM i Japan og Sydkorea i 2002. Selvom det her kun blev til en sejr i gruppespillet, markerede VM-deltagelsen en ny ære for ecuadoriansk fodbold. Siden VM i Sydkorea og Japan har Ecuador nemlig kvalificeret sig til tre yderligere VM-slutrunder. Man var med igen i det efterfølgende VM i Tyskland i 2006 og igen ved VM i Brasilien i 2014. Og nu står Ecuador her så igen og tager hul på sin 4. VM-deltagelse, som ellers var tæt på at blive annulleret, hvilket der blev skrevet en del om i nyhederne. Indtil videre er ottendedelsfinalerne Ecuadors bedste resultat, hvilket skete ved VM i Tyskland i 2006.

Qatar satser alt på den stærke holdånd

Qatar kan ikke bryste sig af at besidde store spillere med international klasse. Ingen spiller i udlandet, så der er reelt tale om et landshold med spillere, der udelukkende gør sig i arabisk klubfodbold. Dog byder truppen på især en super erfaren spiller. Anføreren Hassan Al-Haydos. Al-Haydos er højre fløj på landsholdet, og han er faktisk den mest benyttede spiller i Qatars historie. Med sine 163 landskampe er Al-Haydos uden sammenligning den spiller, der oser mest af erfaring i Qatar-truppen ved det kommende VM.

Selvom kollektivet skal leve op til sit bedste, så står meget også og falder på, om Al-Haydos spiller op til vanlig standard. Al-Haydos er nok ingen Neymar, men hans betydning for landsholdet kan sagtens sidestilles med Neymars betydning for det brasilianske landshold. Med sine 33 mål hidtil er han også en vigtig mand i Qatars offensiv.

Ecuador er midt i et generationsskifte

Ecuador ligner ikke et hold, der kan matche den flotte ottendedelsfinale ved VM i Tyskland i 2006. For selvom holdet har styrke og en hel del mere erfaring end Qatar, er Ecuador efterhånden et aldrende mandskab. De tidligere profiler, som huserede ved VM i Brasilien i 2014, er enten gået på pension eller synger på sidste vers.

Offensiven Enner Valencia er en af de eneste tilbageværende støtter fra den gamle garde, og man skal nu forsøge at bygge holdet op om ham. Der lurer naturligvis et par stærke talenter i kulissen. Heriblandt Bayer Leverkusens Hincapie og midtbanespilleren Moises Caicedo fra engelske Brighton. De to talenter er blot 20 år og mangler måske begge den fornødne erfaring omend talentet i den grad er til stede.