Forside VM Optakt og forventede startopstillinger til VM-kvartfinalen England – Norge

Optakt og forventede startopstillinger til VM-kvartfinalen England – Norge

Optakt og forventede startopstillinger til VM-kvartfinalen England - Norge
Illustration: fodboldnyheder.dk

England og Norge spiller om en VM-semifinaleplads på Hard Rock Stadium i Miami klokken 23 dansk tid.

Mindre end et døgn inden kampstart har Thomas Tuchel fået den besked, han længe har ventet på. Efter at have haft flere spillere både syge- eller skadet op til lørdagens VM-kvartfinale kunne den engelske landstræner fredag oplyse, at tropperne er stort set klar.

“Alle var til rådighed i træningen. Det er den bedste nyhed. Vi har det fulde valg bortset fra vores karantæneramte spiller,” sagde Tuchel efter fredagens træning i Miami, oplyser Sky Sports. Den karantæneramte er Jarell Quansah.

Norge kommer til opgøret uden en eneste karantæne og med en næsten ren skadesliste.

Englands bagkæde er ramt af karantæne og skader

Fem dages ubalance omkring den engelske bagkæde er blevet vendt til noget, der ligner en fuld menu. Quansah blev udvist mod Mexico og har fået to spilledages karantæne. Jordan Henderson er ude af turneringen efter en operation for et brud i håndleddet, som han pådrog sig under selve sejrsfejringen at det samme opgør.

Reece James, Marc Guehi og Declan Rice sad alle ude af træningen i torsdags i Kansas City, men vendte tilbage til fælles træning i Miami om fredagen. James havde ikke trænet med holdet, siden han pådrog sig en lårskade i gruppekampen mod Ghana, mens Guehi har haft smerter i baglåret og Declan Rice har været ramt af lidt sygdom.

Med Quansah ude og James næppe klar til fuld tid ligner det stadig en makkerpar-løsning med John Stones og Ezri Konsa i det centrale forsvar, med Nico O’Reilly til venstre.

Englands forventede startopstilling (4-2-3-1): Pickford – Konsa, Stones, Guehi, O’Reilly – Rice, Anderson – Saka, Bellingham, Gordon – Kane.

Fire englændere er i karantænefare

Selv hvis England slår Norge, kan flere nøglespillere ende med at misse en eventuel semifinale. Reglerne betyder, at gule kort først nulstilles efter kvartfinalen, og ifølge Goal.com står fire englændere med en advarsel for meget: Jude Bellingham, Declan Rice, Marc Guehi og Nico O’Reilly. Alle fire vil være i karantæne til næste kamp, hvis de får et gult kort mod Norge.

Rice fik sit andet gule kort i turneringen efter et minuts spil mod Mexico, men det første fra 0-0-kampen mod Ghana blev slettet efter gruppespillet, og han er derfor spilleklar. Jordan Henderson stod også på listen, men er alligevel ude af turneringen på grund af skaden.

Norge har en ren liste og et angreb, England frygter

Solbakken kan sætte det samme mandskab på banen, som gav Brasilien det sensationelle exit. Sports Illustrated forventer, at Norge spiller 4-3-3 med Ørjan Nyland i målet, Julian Ryerson, Kristoffer Ajer, Torbjørn Heggem og David Møller Wolfe i bagkæden, Sander Berge, Patrick Berg og Martin Ødegaard på midten, og Alexander Sørloth, Erling Haaland og Antonio Nusa i angrebet.

Møller Wolfe måtte forlade banen i tillægstiden mod Brasilien, men er ifølge Athlon Sports tilbage i fuld træning og til rådighed. En sygdomsbølge har ellers ramt den norske lejr med hoste, feber og træthed hos flere spillere, og backen Marcus Holmgren Pedersen missede kampen mod Brasilien af samme grund, selv om han nu er tilbage.

Erling Haaland står noteret for 62 mål i 54 landskampe og har scoret i alle Norges fire kampe indtil videre – i alt syv VM-mål i sin første slutrunde.

Norges forventede startopstilling (4-3-3): Nyland – Ryerson, Ajer, Heggem, Møller Wolfe – Berg, Berge, Ødegaard – Sørloth, Haaland, Nusa.

Franskmand med dyb historik i dommerstolen

Den franske dommer Clément Turpin er sat til at dømme opgøret. Den 44-årige Turpin var også dommer i Englands 4-2-sejr over Kroatien i gruppespillet og har tidligere dømt ved VM i 2018 og 2022 og er nu ved sin tredje slutrunde. På hans CV står blandt andet Champions League-finalen i 2022 mellem Liverpool og Real Madrid samt Europa League-finalen i 2021. Han har franske Nicolas Danos og Benjamin Pagès som assistenter og spanieren Alejandro Hernández Hernández som fjerdedommer.

Nøgleduellerne tegner sig i to zoner: Haaland mod Stones og Guehi centralt, og i den anden ende Harry Kane mod Ajer og Heggem. Kane har allerede flere VM-mål på cv’et efter Golden Boot-triumfen i 2018 og målene i Qatar 2022, mens Bellingham er den første engelske midtbanespiller nogensinde med fire mål i én VM-slutrunde, oplyser det engelske fodboldforbund.

Semifinalepladsen er blot 90 minutter væk eller mere, hvis det bliver nødvendigt.

Hvem der går videre til semifinalen, må vi vente med at finde ud af i nat. Kampen ventes først færdig klokken 01.00 dansk tid, og går den i forlænget spilletid og eventuel straffesparkskonkurrence, nærmer den sig nok 02.00.

Det betyder til gengæld, at der kun vil være en time til kick-off mellem Argentina og Schweiz, den starter nemlig natten til søndag klokken 03.00.

Ads by MGDK