Xavi er i fuld gang med oprydningsarbejdet i Barcelona. Det har medført, at han har bedt tre spillere om at forlade klubben i det kommende transfervindue.

FC Barcelona er angiveligt nået til enighed med Manchester City om købet af den 21-årige Ferran Torres. Inden han kan registreres i truppen, er det dog nødvendigt, at Barcelona skiller sig af med en eller flere spillere.

LÆS OGSÅ: Manchester United-angriber nærmer sig La Liga-skifte: Én ting står i vejen

Ifølge transferjournalist Gerard Romero har det medført, at Xavi er i gang med oprydningsarbejdet. Onsdag skulle han have bedt hhv. Philippe Coutinho, Samuel Umtiti og Luuk de Jong om at finde sig en ny klub.

Det er derfor blevet gjort klart for de tre spillere, at de ikke har nogen fremtid under Xavi. Derfor rådes de til at finde en ny klub omgående, hvis de vil have mulighed for at få minutter på banen.

Både Coutinho og Umtiti er løntunge spillere, hvorfor deres afgang vil medføre, at det bliver betydeligt lettere for Barcelona at registrere Ferran Torres.

Af denne grund menes det også at være Barcelonas højeste prioritet at skille sig af med Coutinho og Umtiti i det kommende transfervindue. Begge spillere har været rygtet væk fra klubben, men ingen af dem har givet udtryk for, at de ønsker at forlade Barcelona.

Efter Xavis beslutning om, at de tre spillere ikke bliver en del af fremtidens Barcelona, skulle den sportslige ledelse angiveligt have skruet op for tempoet i jagten på nye klubber til Umtiti, Coutinho og De Jong.

LÆS OGSÅ: Thomas Tuchel og co. ramt af skade: Vil hente afløser i Barcelona

Det store spørgsmål er dog, om det faktisk er muligt for Barcelona. Tidligere har den catalanske klub nemlig forsøgt at skille sig af med både Umtiti og Coutinho, hvilket endnu ikke er lykkedes for dem.