Danske Martin Braithwaite har fået klar besked fra Barcelona-træner Xavi, der har opfordret ham til at finde en ny klub.
At Barcelona fik selskab af både Ferran Torres, Adama Traore og Pierre-Emerick Aubameyang i januar, er noget, der har fået stor betydning for Martin Braithwaite.
Det har nemlig medført, at hans spilletid har været meget begrænset, siden han vendte tilbage efter sin skade. Og det tyder ikke på, at det er noget, der kommer til at ændre sig.
Af denne grund har Xavi indkaldt Braithwaite til en samtale, hvor han har opfordret ham til at finde sig en ny klub. Han gjorde det nemlig klart, at han får svært ved at få spilletid. Det skriver spanske SPORT.
Allerede sidste sommer var der forlydender om, at Braithwaite var på vej væk fra Barcelona. Han endte dog med at blive i klubben, men efter de offensive forstærkninger, der er blevet hentet, tyder det på, at dette er hans sidste sæson på Camp Nou.
I sommeren 2021 blev han kædet sammen med flere klubber i Premier League, og ifølge SPORT virker det også mest sandsynligt, at han finder sig en klub i den bedste engelske række til sommer.
Avisen skriver også, at både Braithwaite og hans agent ved, at han er nødt til at finde sig en ny klub til sommer, hvis han skal have gang i sin karriere igen, efter sin knæskade.