Ansu Fati er blevet kædet sammen med flere klubber, da hans spilletid i FC Barcelona har været begrænset.

Den 20-årige Ansu Fati kan potentielt blive solgt til sommer, men det afhænger angiveligt af, hvordan han præsterer resten af sæsonen. Det skriver flere spanske medier.

LÆS OGSÅ: PSG vil hente Mohamed Salah

Selvom han ikke tildeler ham synderligt meget spilletid, slår Xavi fast, at han har stor tillid til den unge kantspiller.

“Tingene vil løse sig for ham. Vi skal være tålmodige. Han er et spektakulært aktiv for klubben. Vi stoler meget på ham,” siger han på et pressemøde forud for kampen mod Sevilla i La Liga.

“Han arbejder rigtig godt. Han viser en fantastisk mentalitet under træning, men vi er nødt til at være tålmodig. Han er 20 år gammel, og har brug for tid, ligesom alle andre. Det er ikke tid til at tale om salg.”

Meget tyder derfor på, at Xavi ikke er interesseret i at slippe Fati. Derimod mener han, at den catalanske klub skal holde fast i ham, selvom han tilbringer en stor del af sin tid på bænken.

Selvom Fati skulle beslutte sig for, at han vil søge nye græsgange, hvilket har været på tale, kan det blive vanskeligt for den unge stjerne.

Én ting er, at hans kontrakt med Barcelona løber frem til sommeren 2027, men noget helt andet er, at han også har en frikøbsklausul på 1 mia. euro, hvilket svarer til over 7,4 mia. kr.

LÆS OGSÅ: Flere topklubber viser interesse for Barca-stjerne

Flere klubber, herunder Bayern München, Manchester United og Arsenal, siges at være interesserede, men ingen af dem er naturligvis villige (eller i stand) til at betale et milliardbeløb for Fati.