Barcelona-træner Xavi har et krav til ledelsen i den catalanske klub, som han ønsker opfyldt, hvis Dembélé forlader klubben.
Der er fortsat stor tvivl om, hvorvidt Ousmane Dembélé har en fremtid i Barcelona. Der er nemlig intet officielt meldt ud om, hvorvidt han forlænger sit ophold i klubben.
Såfremt han beslutter at forlade den catalanske klub, har Xavi et krav til klubbens ledelse. I tilfælde af, at det skulle ske, vil han nemlig have hentet en pålidelig afløser til Camp Nou.
Angiveligt har Ousmane Dembélé forklaret sine holdkammerater i Barcelona, at han ønsker at blive i klubben. Det er dog sket før, og til trods for dette, er der endnu ikke skrevet under på en forlængelse.
Præsident Joan Laporta har gjort det klart, at man ønsker at beholde franskmanden, men at han bliver nødt til at indordne sig efter lønforholdene i klubben. Er han ikke villig til at gøre dette, kan han ikke blive.
Ender det med, at Dembélé forlader Barcelona til sommer, vil man sandsynligvis forsøge at bringe Leeds-stjernen Raphinha til Camp Nou. Der arbejdes nemlig allerede på at nå til enighed om en aftale med den engelske klub.
Efter sigende er Raphinha dog kun af interesse for Barcelona, såfremt Dembélé vælger ikke at forlænge sin kontrakt. Kan klub og spiller nå til enighed om en ny kontrakt, vil der ikke være behov for Raphinha – og der vil heller ikke være plads i lønbudgettet.