Xavi var bestemt tilfreds, da han udtalte sig til pressen efter 4-0-sejren over Real Madrid på Santiago Bernabeu.

Søndag aften viste Barcelona, at de er tilbage. Det gjorde de med en fantastisk præstation mod Real Madrid, der resulterede i, at catalanerne forlod banen med en 4-0-sejr.

Spillet bar tydeligt præg af, at Xavis idéer er ved at være implementeret i den catalanske klub. Barcelona-truppen er nemlig vendt tilbage til det hurtige pasningsspil, som de i mange år har været kendt for.

Derfor var Xavi naturligvis også en glad mand, da han udtalte sig til pressen efter kampen. Her lagde han dog heller ikke skjul på, at der blev brændt chancer, der ikke skulle have været brændt.

“Vi spillede en fantastisk kamp, og jeg mener godt vi kunne have scoret flere mål. Vi spillede rigtig godt, og i dag er en dag som skal nydes,” sagde Xavi på pressemødet efter kampen.

Ydermere sammenlignede han også kampen med 2-6-kampen i 2009, da Barcelona ganske enkelt dominerede på banen.

Xavi, der ellers er relativt påpasselig med, hvad han siger til pressen, kommenterede også på, om Barcelona ‘er tilbage’.

“Er vi tilbage? Måske. I dag skal nydes. Vi vendte tilbage fra en dårlig stime mod dem, og vi spillede en spektakulær kamp,” lød det.

Til slut forklarede han, at han ikke har brug for hæder, da han mener, at denne hæder skal gå til hele Barcelona-familie.

“Jeg har ikke brug for ikke nogen hæder. Det er bedre for spillerne at få den hæder. Jeg føler ingen personlig sejr. Det føles som en gruppesejr. En sejr for Barcelonas fans. Hæderen tilhører Barcelona-familien,” sagde han.

author avatar
Nicolai Busekist