Memphis har ikke præsteret som forventet på det seneste. Flere Barca-fans pegede tilmed på ham som den skyldige for nederlaget til Real Betis. Nu taler Xavi ud.

FC Barcelona er i fuld gang med forberedelserne til det afgørende opgør mod Bayern München i Champions League onsdag aften. I denne forbindelse er blikket i særligt høj grad rettet mod Memphis Depay.

LÆS OGSÅ: Rangnicks første transfer er klar: Henter spiller med frikøbsklausul på 279 millioner

Den 27-årige hollænder har ikke præsteret på et optimalt niveau på det seneste. Flere Barcelona-fans mente sågar, at han var skyld i nederlaget til Real Betis, da han ikke kunne sende bolden i nettet.

Efterfølgende er der blevet stillet spørgsmålstegn ved, om han er den rette profil for Barcelona. Spanske medier har endda spekuleret i, at Memphis selv overvejer at forlade den catalanske klub igen.

Depay har bidraget med otte mål i 20 kampe i denne sæson. Der er dog ingen af de otte mål, der er blevet scoret i Champions League.

På trods af at have spillet alle 90 minutter i 19 ud af 20 kampe, har han ikke formået at finde nettet i 12 kampe. Derudover har han ikke bidraget med et oplæg siden oktober.

Det har naturligvis skabt bekymringer om hans effektivitet foran målet. Det har især været grundlag for bekymring forud for den kommende kamp mod Bayern München.

Xavi mener dog, at den tidligere Manchester United-stjernes formdyk er et resultat af hele holdet. Derfor bebrejder han ikke blot Memphis, men derimod holdet som helhed.

Ifølge SPORT er den 41-årige træner af den opfattelse, at det er et ‘kollektivt holdproblem’. Desuden har han forklaret, at han bliver nødt til at finde nye måder at få det bedste ud af den hollandske angriber.

“Memphis har givet os meget. Han bevæger sig godt, men vi kunne ikke finde ham. Man skal turde at skabe og være mere vovet i angrebet,” sagde Xavi efter nederlaget til Real Betis.

Barcelona har kun scoret to mål i denne sæsons Champions League. Begge mål blev scoret i deres sejre over Dynamo Kiev.

LÆS OGSÅ: Xavi vil have tidligere Manchester United-winger til Barcelona

Derfor bliver det selvsagt en stor udfordring for Xavi og co. at få en sejr med fra opgøret mod Bayern München. En sejr er dog den eneste måde, at de kan være sikre på yderligere avancement i Champions League.