Foto: Lars Ronbog/Getty Images

Det er slut for den tidligere landsholdsprofil.

HB Køge og trænerduoen Daniel Agger og Lars Jacobsen stopper samarbejdet efter denne sæson.

Sådan lyder meldingen sent fredag morgen på HB Køges hjemmeside.

Og det kommer lidt som et chok for fodbolddanmark, da den oprindelige plan var at trænerduoen også skulle være i klubben i 2023/24-sæsonen som led i et projekt over tre år.

Da parterne indledte samarbejdet i 2021, underskrev man en to-årig kontrakt med en hensigtserklæring om at forlænge for yderligere en sæson.

Men efter moden overvejelse har Daniel Agger besluttet at sige nej til at fortsætte som cheftræner i HB Køge.

Desuden vinker den sjællandske klub også farvel til assistentræner Lars Jacobsen, der ligesom Daniel Agger nu må se deres HB Køge-eventyr synge på sidste vers.

HB Køges direktør, Per Rud, lægger ikke skjul på, at han har fuld forståelse for, at de tidligere landsholdsprofiler mener, at det er tiden til at give faklen videre:

„Jeg kan kun sige, at Daniel og Lars har arbejdet loyalt i to sæsoner under skiftende og vanskelige forhold. De har været fokuseret på at udvikle spillerne og skabe de bedste resultater. Også den kommende sæson skal vi holde igen og reducere yderligere i spillerbudgettet. Jeg har fuld forståelse for, at Daniel og Lars i det lys mener, at det er tiden at give faklen videre‟, løfter han sløret for og fortsætter:

„Projektet har ændret karakter undervejs i forhold til det, vi havde håbet på, da vi har været igennem markante besparelser. Vores ambitioner om at blive en del af topstriden i NordicBet Ligaen har derfor helt naturligt været udfordret‟.

Daniel Agger har ligeledes knyttet en kommentar til hjemmesiden, hvor han takker for tiden i klubben med mange dedikerede mennesker, der er en del af HB Købe:

„Beslutningen om at stoppe har modnet sig de seneste måneder, og nu er timingen den rette. Vi var alle klar over, at det kunne blive en kamp for at undgå nedrykning i denne sæson, og vi tabte også for meget på et tidspunkt. I den situation rykkede alle tæt sammen i bussen. Jeg har sat pris på hverdagen med de mange dedikerede mennesker, der er en del af HB Køge, og samarbejdet med staben og spillerne har været givende‟.

Og Lars Jacobsen følger op:

”Både Daniel og jeg har været glade for at få chancen og for at starte vores trænergerning i HB Køge. Det har været ekstremt spændende og lærerigt. Vi har helt sikkert begået fejl undervejs, det er naturligt, men vi har kæmpet alt hvad vi kunne, for at skabe resultater under de givne forudsætninger. Dem er der ingen, der skal undskylde, det er en del af gamet. Vi vil følge klubbens udvikling de kommende år og håber på, at HB Køge klarer sig godt‟.

HB Køge vil i den nærmeste fremtid lade den nye strategi for klubbens herrehold se dagens lys, ligesom en ny cheftræner også ventes præsenteret inden for få dage.

Om forfatteren