Ny FIFA-udtalelse afviser at trække planen tilbage og lægger ansvaret for balladen på ‘ukorrekte medierapporter’.
Timerne efter UEFA’s 55 nationalforbund enstemmigt havde stemt for at boykotte samtlige FIFA-turneringer, sendte verdensforbundet en ny officiel udtalelse ud. FIFA fastholder planen om at sælge andele i VM-rettighederne og placerer ansvaret for balladen på pressen.
“Vores planlagte høringsproces blev forstyrret af ukorrekte medierapporter”, skriver FIFA i udtalelsen, uden at angive hvilke rapporter forbundet mener er forkerte. Samtidig understreger FIFA, at “ingen enkelt enhed kan hævde at repræsentere alle 211 medlemsforbund i verden. Hvert medlemsforbund bør have lov til at gennemgå forslaget og komme til orde.”
Enstemmig europæisk boykot
Torsdagens virtuelle krisemøde i UEFA endte med en klokkeklar melding. Alle 55 europæiske nationalforbund stod bag beslutningen om at boykotte enhver FIFA-turnering, så længe planen om at sælge kommercielle VM-andele til private investorer stadig er i spil.
“Ingen UEFA-nationalhold vil deltage i nogen FIFA-turnering, så længe disse forslag er i live, medmindre forslaget bliver opgivet i sin helhed”, lød meldingen fra UEFA, som CBS og flere andre medier har gengivet. UEFA kaldte selve forslaget “uansvarligt og uforsvarligt” og krævede bindende garantier for, at FIFA aldrig igen åbner sin styring eller sine turneringer for privat ejerskab.
Få timer senere fulgte den mellemamerikanske og nordamerikanske sammenslutning trop, da Concacaf afviste det samme forslag efter et hastemøde. Sammenslutningen med 41 medlemsforbund, som blandt andet omfatter VM-værterne USA, Canada og Mexico, pegede blandt andet på “manglen på ordentlig proces omkring forslaget, den kunstigt korte tidsfrist og fraværet af enhver godkendelse fra de relevante FIFA-organer”.
“Ingen sælger fodbolden”
FIFA’s modangreb hviler på en semantisk skelnen. Planen handler ifølge forbundet ikke om at afhænde selve VM, men om at oprette et selvstændigt selskab, FIFA Forward Enterprises (FFE), der skal huse kommercielle rettigheder.
“Ingen sælger fodbolden. Det er ikke noget, FIFA nogensinde ville overveje”, lyder det fra verdensforbundet, som fastholder, at høringsprocessen fortsætter: “Vi vil gennemføre denne høringsproces for at sikre, at hvert medlemsforbund kan afgive sin stemme baseret på fakta.”
Ifølge FIFA er FFE “udelukkende foreslået for at sikre, at alle FIFA-medlemsforbund får meningsfuldt ejerskab af kommercielle muligheder”.
Deadline nærmer sig
Sagen har været under opsejling siden tirsdag, da FIFA offentliggjorde planen om at sælge andele i FFE for op mod 20 milliarder dollar (cirka 138 milliarder kroner). Investorgruppen ventes ledet af Thrive Eternal, det private equity-selskab drevet af Joshua Kushner, bror til Donald Trumps svigersøn Jared Kushner.
De 211 medlemsforbund skal efter FIFA’s tidsplan tage stilling til forslaget senest den 19. september.