Forside VM Studehandel med Marokko: Gianni Infantino skal have lovet 2030-finalen mod...

Studehandel med Marokko: Gianni Infantino skal have lovet 2030-finalen mod politisk støtte

Studehandel med Marokko: Gianni Infantino skal have lovet 2030-finalen mod politisk støtte
Mikolaj Barbanell / Shutterstock.com

En britisk avis hævder at FIFA-bossen har tilbudt Marokko VM-finalen for at sikre sin genvalgskampagne.

Onsdag den 5. august 2026 var Gianni Infantino i Rabat for at møde marokkanske sportstoppe. Ifølge The Times gik han derfra med mere end diplomatiske håndtryk.

Den britiske avis skriver at FIFA-præsidenten skal have lovet Marokko finalen ved VM 2030 på det 115.000 tilskuere store Grand Stade Hassan II i Casablanca, i bytte for offentlig marokkansk opbakning før forbundets præsidentvalg i marts 2027.

Historien er samlet op af blandt andre Forbes, som citerer The Times’ unavngivne kilder for at Infantino skal have lovet at “finalen vil blive spillet på det 115.000 sæder store Hassan II”. Præsidentvalget afholdes i marts næste år, og det gør det i netop Marokko.

FIFA: “Usandt og vildledende”

FIFA reagerede samme aften med en officiel afvisning. Forbundet oplyste over for Goal.com at “det er usandt og vildledende at hævde at FIFA-præsidenten har givet nogen løfter om afvikling af VM-finalen i 2030”. Beslutningen om værtsby, fortsatte forbundet, “vil blive truffet på et passende tidspunkt”.

FIFA valgte samtidig at trække retssikkerhedskortet og oplyste at forbundet vil “tage alle nødvendige skridt for at beskytte sit navn og omdømme”.

En præsident under pres

Timingen er ikke tilfældig. Infantino er politisk trængt oven på det havarerede forsøg på at sælge op til 20 procent af VM-rettighederne til private investorer. Både UEFA, det engelske og det walisiske forbund har trukket støtten, og selv Saudi-Arabien, normalt Infantinos mest trofaste allierede, har endnu ikke meldt genvalgsstøtte ud. Kritikere har allerede diskuteret hvad der reelt skal til for at fælde en siddende FIFA-præsident.

I den situation vejer marokkansk opbakning tungt. Kongeriget har været en af Infantinos fasteste allierede, siden han overtog stolen i 2016, og landet arrangerer VM 2030 sammen med Spanien og Portugal.

Spanien har allerede sagt fra

Netop Spanien har på forhånd markeret sig som Marokkos hovedmodstander om finalen. Det spanske forbunds præsident Rafael Louzán meldte allerede tilbage i januar utvetydigt ud at “Spanien har bevist sin organisatoriske kapacitet gennem mange år. Det bliver Spanien, der leder VM i 2030, og finalen ved den slutrunde skal spilles her”. Han pegede på Santiago Bernabéu og Camp Nou som de logiske kandidater.

Foreløbig har FIFA ikke udpeget et stadion til finalen. Grand Stade Hassan II, der stadig er under opførelse, er en af flere kandidater.

Ads by MGDK