Jose Mourinho skrev under på at blive Alex Fergusons afløser i Manchester United, og ringede så grædende og trak sig.
Historien har ligget i skuffen i mere end et årti, men rulles nu ud i Netflix’ nye tre-delte dokumentar “Mourinho”, der får premiere tirsdag den 11. august. Portugiseren fortæller for første gang, at han i 2013 satte sin underskrift på en aftale om at overtage efter Sir Alex Ferguson på Old Trafford, kun for at gøre det om samme aften.
“Da jeg forlod Real Madrid, skrev jeg under med Manchester United om at komme til Manchester United efter Sir Alex,” siger den 63-årige portugiser i dokumentaren, som ESPN har set. “I den periode var der noget, ingen kendte til.”
Ringede grædende til Ferguson
Ferguson er selv interviewet i dokumentaren og bekræfter historien. Den skotske trænerlegende var overbevist om, at Mourinho var hans mand, indtil telefonen ringede.
“Tidligt om aftenen ringede han til mig, og han græd,” fortæller Ferguson ifølge Yahoo Sports. “Og han sagde: ‘Alex, jeg kan ikke, jeg har givet mit ord til Chelsea, og jeg vil ikke bryde mit ord’.”
Skotten lægger ikke skjul på, at det stak. “Grunden, han gav mig, kunne jeg godt forstå, men jeg var skuffet,” siger han.
“Jeg gjorde det af kærlighed”
For Mourinho var beslutningen om at trække sig alt andet end let. Han havde forladt Real Madrid efter tre stormfulde år, og selvom United var det største trænerjob i verden, kunne han ikke løbe fra sit ord til London-klubben.
“At miste chancen for at blive træneren, der efterfulgte Sir Alex Ferguson, var dramatisk, men jeg fortryder ikke, det var en beslutning, jeg traf med hjertet,” siger han og tilføjer: “Jeg gjorde det af kærlighed.”
Portugiseren erkender samtidig, at Uniteds tilbud var svært at afvise. “Jeg var selvfølgelig meget smigret, for Manchester United har en helt utrolig tiltrækningskraft,” siger han, gengivet af SportBible. Og han sætter ord på, hvad der endte med at afgøre valget: “Efter Real Madrid havde jeg brug for at føle mig elsket.”
Banede vejen for Moyes-katastrofen
Konsekvensen af det grædende opkald skulle vise sig at blive dyr for Manchester United. I stedet for Mourinho landede jobbet hos David Moyes, en aftale der brød sammen efter mindre end en sæson, og som blev startskuddet til den trænerkarrusel, der har præget klubben lige siden.
Mourinho endte som Uniteds cheftræner alligevel, blot tre år senere i 2016, hvor han sad i stolen i to et halvt år og vandt både Liga Cup og Europa League, inden han blev fyret i december 2018.
Netflix-dokumentaren, der har fået Fergusons medvirken, tegner et portræt af “The Human One”, en langt mere følsom Mourinho end den kolde vinderautomat, fansene kender fra sidelinjen. Og den korte, tårefulde telefonsamtale i sommeren 2013 er blevet dét bevis, mange længe har efterlyst.