Andreas Christensen har hele tiden givet udtryk for, at han er glad og ønsker at blive i Chelsea. Derfor har han naturligvis også være interesseret i en kontraktforlængelse med The Blues.
LÆS OGSÅ: Medie: Barcelona vil fyre Koeman: Har udset sig tre kandidater
Der er endnu intet officielt meldt ud, men ifølge The Sun er Andreas Christensen og Chelsea nået til enighed om en ny kontrakt. Ikke nok med, at han får en forlængelse, så får han også en lønstigning.
Fremadrettet kan den danske landsholdsspiller se frem til en ugeløn på lidt over en million kroner, hvis The Sun har ret.
Hidtil har det ellers ikke set ud til, at Andreas Christensen ville få en lønforhøjelse. Det britiske medie rapporterer nemlig, at den London-baserede klub oprindeligt tilbød ham en kontrakt med lavere løn, end hvad han får i sin nuværende aftale.
På det seneste har han dog leveret på et niveau, der har medført, at klubben er blevet imponerede. Det har resulteret i, at klubben nu er villige til at give ham en lønforhøjelse på intet mindre end 350.000 kroner om ugen.
Det vides naturligvis ikke, om det er en beslutning, som Thomas Tuchel har været inde over, da den danske forsvarer er fast mand under den tyske træner. Det er en status, han har opnået, efter at have præsteret i både Premier League og Champions League.
Hans nuværende kontrakt med Chelsea løber frem til næste sommer. Såfremt han ikke underskriver en kontraktforlængelse, som der dog er forlydender om, at han gør, vil han kunne skifte på en fri transfer.
LÆS OGSÅ: Medie: Han er favorit til at vinde Ballon d’Or
The Sun peger dog på, at de to parter allerede er enige, og at det forventes, at en officiel udmelding kommer snart. Det britiske medie nævner intet om, hvor lang en kontraktforlængelse, der er tale om.