Det er ikke just nogen hemmelighed, at Ronald Koeman er under pres i Barcelona. Flere spanske medier har rapporteret, at klubben allerede er nået til den konklusion, at de er nødt til at finde en afløser.

LÆS OGSÅ: Medie: Barcelona vil fyre Koeman: Har udset sig tre kandidater

Hvad der dog endnu ikke er sikkert er, hvornår de har i sinde at lade en anden tage over. Ydermere vides det naturligvis heller ikke, hvem klubbens ledelse vil overlade roret til.

En af de kandidater, som flere gange har været bragt på banen som afløser for Ronald Koeman, er den tidligere Barca-spiller Xavi Hernandez. Angiveligt skulle han i lang tid have været den foretrukne kandidat i klubben.

I denne forbindelse har Goal spurgt hans tidligere holdkammerat Andres Iniesta, om han mener, at Xavi er klar til at tage over i den catalanske klub. Her gjorde han det klart, at han er overbevist om, at han er klar til at tage over efter Koeman.

“Det tror jeg, ja, hvis du spørger mig, om jeg kan forestille mig Xavi på Barca-bænken. Først og fremmest fordi han har forberedt sig og trænet for at stå i spidsen for Barca. Han har selvtilliden til at tage imod denne udfordring,” siger Iniesta til Goal.

Som tingene ser ud nu, kan Andres Iniesta dog ikke se sig selv i rollen som træner i den catalanske storklub. Tilsyneladende mener han, at det er en rolle, som Xavi er bedre til at udfylde, end han selv er.

“Det er ikke, hvor jeg ser mig selv, men jeg ville overveje det, hvis muligheden bød sig. Men jeg kan da sige, at jeg ville elske at komme tilbage til Barca, det er helt klart,” fortæller han også til Goal.

LÆS OGSÅ: Koeman: ‘Jeg synes vi spillede en god kamp’

På nuværende tidspunkt er den 41-årige Xavi dog ansat som træner i Al-Sadd i Qatar. På trods af sine 37 år, har Andres Iniesta endnu ikke lagt støvlerne på hylden. Han er derimod fortsat aktiv spiller i japanske Vissel Kobe.