David Nielsen tror på, at AGFs nuværende stime kan bringe klubben i europæisk fodbold i næste sæson. 

AGF er godt kørende. I går vandt aarhusianerne den syvende kamp i træk, da AaB blev besejret på hjemmebane med 2-0 og dermed er videre fra playoff-runden med en samlet 3-0-sejr over nordjyderne. Nu gælder det to knockout-kampe mod Randers, og hvis AGF fortsætter stimen der, skal holdet spille en kamp i Parken, hvor vinderen får adgang til kvalifikation til Europa League. Og David Nielsen er optimistisk. 

”Hvis det bliver os, der går videre, kommer vi til at stå med rigtig gode muligheder for at gå hele vejen. Vi ved, at det bliver nogle tætte opgør imod Randers. Jeg er helt sikker på, at der bliver smæk på, men vi skal til Randers først og have et godt resultat med hjem,” siger AGF-træneren til BT. 

Klubben var også tæt på at spille sig i Europa i sidste sæson, hvor AGF skulle møde FC København  i den afgørende kamp. Men det bliver ikke FCK i år, som holdet skal møde i år, og det giver aarhusianerne bedre chancer, mener David Nielsen.

”Muligheden er forbedret i år, fordi vi ikke skal møde FC København, som vi gjorde sidste år.”

AGF kom foran mod AaB på et mål af Bror Blume efter flot forarbejde af Mustapha Bundu i det 37. minut, mens 20-årige Alexander Ammitzbøll lukkede kampen endegyldigt med et mål til 2-0 efter 86. minutter. Og den talentfulde offensivspiller fra Skanderborg tror på, at AGF stadig har mere at give af i denne sæson. 

”Vi har gode muligheder for at slå Randers. Vi er inde i en god stime og har tanket en masse selvtillid, siger han til BT. 

Vinderen af de to kampe skal møde ligaens nummer tre i den afgørende kamp om europæisk fodbold. OB ligger i øjeblikket på tredjepladsen.