Efter Juventus exit i Champions League spekuleres der i Italien i nye træneremner. Antonio Conte er et af dem. 

Der har længe floreret rygter om, at Massimiliano Allegri er i gang med sin sidste sæson i Juventus. Og efter 2-1-nederlaget til Ajax i kvartfinalen i Champions League, som førte til europæisk exit, 

har rygterne taget til i styrke. Juventus’ præsident Andrea Agnelli udtalte dog efter kampen, at Allegri stadig har et år tilbage af sin kontrakt og derfor også er træner hos ”Den gamle dame” i næste sæson. 

Men ifølge Sky Sport Italia har Juventus haft en indledende dialog med Antonio Conte om et muligt samarbejde. Den tidligere klublegende vandt tre mesterskaber i træk med Juventus, da han senest trænede klubben. En tv-vært på sportskanalen understregede ifølge Football Italia, at mødet med Conte udelukkende handlede om at finde ud af, om italieneren er ledig, hvis jobmuligheden skulle melde sig. 

I det italienske talk show ‘E poi c’è Cattelan’ fortalte den 49-årige træner torsdag aften, at han har tænkt sig at vende tilbage til Italien som klubtræner. 

”Jeg ved endnu ikke, hvor jeg skal hen. Men jeg vil med sikkerhed vælge et hold, der har et overbevisende projekt.” 

Udover Juventus, er Conte også blevet rygtet til Inter, Roma og Milan i løbet af de seneste par måneder. 

Antonie Conte blev ansat som italiensk landstræner i sommeren 2014. Han stod i spidsen for landsholdet indtil efter EM i 2016. Ved slutrunden røg Italien ud til Tyskland i kvartfinalen efter straffesparkskonkurrence. Derefter vendte han tilbage til klubfodbold og blev ansat som manager i Chelsea. I sin første sæson klubben vandt han det engelske mesterskab. I anden sæson hev han FA-cuppen hjem til klubben, mens Chelsea sluttede på en femteplads uden Champions League-kvalifikation, der formentlig var udslagsgivende for, at han blev fyret.