Forside Artikler Infantino til FIFA-kritikerne: “Mediter, bed eller se en fodboldkamp”

Infantino til FIFA-kritikerne: “Mediter, bed eller se en fodboldkamp”

Infantino til FIFA-kritikerne:
Asatur Yesayants / Shutterstock.com

FIFA-præsidenten svarer igen med en lang tekst på Instagram og FIFA’s egne kanaler.

I dag, mandag den 27. juli 2026, delte Gianni Infantino en flere hundrede ord lang tekst, hvor han går til modangreb på VM-kritikere og beder dem “reflektere, meditere, bede eller se en fodboldkamp”.

Beskeden blev lagt ud på både FIFA’s officielle site og over 15 Instagram-slides og lyder ifølge FIFA-præsidenten selv sådan:

“Til dem, der bruger deres tid og energi på at hade os: tag jer et øjeblik til at reflektere, meditere, bede eller se en fodboldkamp og virkelig lægge mærke til ansigterne, øjnene og følelserne. Må fodbold hæve sig over alt had,” skriver Infantino.

Han fortsætter med et hip til journalister og kommentatorer, som han beskylder for at sidde bag skærme og “sprede had og falske rygter”, mens han selv og FIFA “står på frontlinjen”.

En rekordlang forsvarstale efter VM

Teksten kommer efter et VM, hvor FIFA-ledelsen har været under pres fra flere sider. Turneringen har haft sager om visumafslag til blandt andet en somalisk dommer, hård kritik af dommerkendelser og en direkte reversering af Folarin Baloguns karantæne efter et opkald fra USA’s præsident Donald Trump til Infantino.

Netop Balogun-sagen fik UEFA til at reagere skarpt og kalde afgørelsen “uden fortilfælde, uforståelig og uforsvarlig”, og den udløste også en politisk reaktion i EU, hvor Infantino er blevet krævet undersøgt.

Infantino selv fremhæver i sin tekst, at syv millioner mennesker fra over 200 lande har været til VM med “nul hændelser, nul fjendtlighed, nul vold”, og at “mens I splitter, forener vi. Folk kom sammen som familier, som fans, som ét.”

“Sorry, at I var så optaget af had”

Én af de skarpere sætninger er henvendt direkte til kritikerne: “Beklager, at I var så optaget af had og kritik, at I gik glip af det hele.”

Formuleringen har fået flere til at reagere. The Athletics Adam Crafton kaldte den 891 ord lange tekst “frankly mad” (“helt vanvittigt”), mens Daily Mail beskrev tonen som “fuld Donald Trump”, en direkte reference til den amerikanske præsidents egen forsvarsretorik på sociale medier, rapporterer GiveMeSport.

Kritikere har også peget på, at “nul hændelser”-linjen står i skarp kontrast til virkeligheden i Mexico City, hvor fire mennesker døde under VM-fejringen efter Mexicos sejr over Ecuador den 1. juli. Tre af dødsfaldene skyldtes ifølge byens sundhedsmyndigheder kvælning i menneskemængden på Paseo de la Reforma.

Konteksten: en FIFA-boss under pres

Opfordringen til at “meditere, bede eller se fodbold” er ikke Infantinos første provokerende svar til kritikere i denne turnering, men den er blandt de længste.

Den kommer efter uger med UEFA-modstand, europæiske landsforbunds protester og et boykot fra UEFA-præsident Aleksander Čeferin ved selve VM-finalen.

Infantino selv gør et forsøg på at samle det hele op i én sætning: “Vores verden har brug for kærlighed, ikke had; tolerance, ikke splittelse.”

Ads by MGDK