Fodboldlegenden David Beckham, der er medejer af Inter Miami, ønsker at hente flere Barcelona-ikoner til MLS.

David Beckham er allerede i fuld gang med at planlægge sommerens transfervindue i 2023. Her har han nemlig store planer om at bringe flere Barcelona-ikoner til Inter Miami.

Fodboldlegenden har derfor ikke intentioner om at forsøge at hente dem denne sommer. Derimod vil han vente til næste år, hvor flere af spillerne står uden kontrakt.

Beckham skulle ifølge SPORT have interesse i at hente både Luis Suarez, Jordi Alba, Sergio Busquets og Lionel Messi næste år.

Førstnævnte kan dog potentielt ankomme allerede til sommer, hvor hans kontrakt med Atletico Madrid udløber. Busquets og Messi har kontraktudløb i 2023, hvorfor de kan hentes gratis fra hhv. Barcelona og PSG.

Jordi Alba har derimod kontrakt med Barcelona frem til sommeren 2024. Skal han bringes til Inter Miami næste år, bliver den amerikanske storklub nødt til at købe ham fri.

Det står dog klart, at det er en del af Beckhams planer, at en række af de helt store navne fra Europa skal trækkes til MLS. Det handler dog næppe blot om at øge niveauet i Inter Miami.

Derimod handler det sandsynligvis også om at øge populariteten omkring Major League Soccer, som endnu ikke er en synderlig stor liga blandt europæerne.

author avatar
Nicolai Busekist