Den tidligere Liverpoolforsvarer mener, at Mohamed Salah tænker for meget på sig selv i sit spil. Nu må egypteren sætte holdet først, mener Jamie Carragher.

Mohamed Salah har ikke scoret mål i syv kampe for Liverpool. Det er den længste periode, hvor han har været målløs, mens han har spillet i klubben. Og selvom den 26-årige topscorer har lagt op til holdkammeraternes scoringer i perioden, bliver han nu beskyldt for at spille for egoistisk. 

”Han har været selvisk og grådig. Det er der ingen tvivl om,” siger James Carragher til SkySports. Den tidligere forsvarsklippe er i dag fodboldkommentator på den engelske tv-kanal, og efter Liverpools 2-1-sejr på udebane mod Fulham mente han, at der var for meget Salah i Salahs spil og for lidt Liverpool.

”Hans statistik for Liverpool har været fantastisk i Premier League – scoret og skabt mål. Ingen har været involveret i flere mål i denne sæson. Han har været en konstant trussel. Men der var et par gange i kampen (mod Fulham), hvor han burde have kigget op og set efter sine holdkammerater omkring ham,” siger Jamie Carragher ifølge Goal. 

Mens Mohamed Salahs målform ikke har været så skarp på det seneste, har hans kollega i angrebet, Sadio Mané, været en giftig herre foran kassen. Senegaleseren har scoret 11 mål i de seneste 11 kampe, og han var også på plettet i kampen mod Fulham. Og ham er Jamie Carragher fuld af beundring over for. 

”Han er ikke bare i bedste form i Premier League. Han er den angriber i bedst form i Europa,” siger Liverpoollegenden til SkySports. 

Sadio Mané har med sin scoring i weekenden nettet 17 gange i Premier League – samme antal som Mohamed Salah, der også sparker straffespark. Tredje mand i angrebstrioen, brasilianeren Roberto Firmino, er oppe på 11 scoringer.

author avatar
Redaktionen