Morten Lyhne Petersen
Elleve fodboldlegender med samlet flere titler end de fleste nationer, men uden det største trofæ.
Det er den mest urimelige debat i klubfodbold. En spiller kan vinde alt fra ballon d’orer til verdensmesterskaber, og alligevel mangle den ene aften i maj hvor det største klubtrofæ løftes over hovedet. Sæt de bedste af dem sammen, og et komplet mesterhold står klar til opstilling. Uden en Champions League-medalje mellem sig.
Manden i målet er den ubestridte kandidat. Gianluigi Buffon spillede tre finaler for Juventus og tabte dem alle. Først på straffespark til AC Milan i 2003, siden 3-1 til Barcelona i Berlin i 2015 og til sidst 4-1 til Real Madrid i Cardiff i 2017. Efter det tredje nederlag valgte italieneren at hylde modstanderen frem for at drukne i selvmedlidenhed. Han indstillede karrieren i 2023 uden nogensinde at have fået sit navn indgraveret på pokalen.
Forsvaret der aldrig blev belønnet
Foran ham står en firebackkæde af verdensmestre. På højre back-plads Lilian Thuram, der tabte 2003-finalen sammen med Buffon og forlod Barcelona året før catalanerne løftede trofæet i 2009. I midtstopperparret Fabio Cannavaro, hvis Ballon d’Or fra 2006 aldrig blev fulgt op af europæisk klubtitel, ved siden af Laurent Blanc, der kom tættest på i Manchester United-semifinalen mod Bayer Leverkusen i 2002.
Til venstre spiller Gianluca Zambrotta, endnu en fra Juventus-holdet der tabte den ulyksalige 2003-finale i Manchester. Fire mand med enorme trofæsamlinger, men uden det ene fra Europa.
Midtbanen med for mange sølvmedaljer
Lothar Matthäus var to minutter fra at løfte pokalen på Camp Nou i 1999. Så scorede Teddy Sheringham og Ole Gunnar Solskjær i tillægstiden, og Bayern München mistede alt. Årtier senere gav tyskeren FourFourTwo sin ærlige version: “Vi var langt bedre end Manchester United på Camp Nou, men vi var for dumme til at gøre det færdigt.”
Ved siden af ham Michael Ballack, der samlede sølvmedaljer i Bundesligaen, DFB-Pokalen, Champions League og VM. Chelsea-tyskeren stod som en af nøglespillerne i 1-1-kampen mod Manchester United i Moskva i 2008, hvor titlen blev afgjort på straffespark og John Terrys skred sendte pokalen til England. Bare ikke til hans hold.
Så følger Pavel Nedved, der blev noteret med et gult kort i semifinalen mod Real Madrid i 2003 og måtte se finalen fra tribunen. Uden tjekken fandt Juventus aldrig løsningen mod Milan.
Angrebet uden pokal
På den offensive midtbane vælger drømmeholdet Francesco Totti. Romas ikon spillede hele karrieren i klubben uden nogensinde at komme i nærheden af en europæisk klubfinale.
Fremme i angrebet Gabriel Batistuta, kendt for stærke Champions League-optrædener mod både Manchester United og Arsenal, samt den brasilianske Ronaldo, af Sportskeeda kåret som en af de bedste spillere nogensinde uden europæisk klubtitel. “O Fenomeno” var turneringslåst hos Real Madrid, da han skiftede til AC Milan i januar 2007. Milan vandt Champions League samme forår. Uden ham.
Zlatans paradoks slår alt
Ingen bærer historien tungere end Zlatan Ibrahimović. Svenskeren spillede Champions League for syv forskellige klubber, fra Ajax over Juventus, Inter, Barcelona, AC Milan og Paris Saint-Germain til Manchester United, og nåede aldrig længere end semifinalen med nogen af dem.
Rekord uden lige, men også symbolsk for det trofæ der aldrig kom.
Værre bliver det, når man læser skiftedatoerne. Barcelona vandt Champions League i 2009 lige før han ankom. Inter vandt i 2010, året efter han rejste til Barcelona. AC Milan havde løftet den i 2007, før hans første ophold i klubben. PSG, hvor han var stjerne fra 2012 til 2016, nåede først finalen efter hans tid. Hvorhen han end kom, var trofæet lige forsvundet eller lige uden for rækkevidde.
Reservebænken hvor Maradona sidder øverst
Diego Maradona spillede aldrig Champions League i det format vi kender i dag. Napoli-årene lå før 1992, hvor turneringen skiftede navn fra europacuppen for mesterhold, og europæisk klubtitel blev det tætteste italienerne kom, med UEFA Cup-triumfen i 1989. Sportskeeda satte argentineren øverst på listen over spillere der aldrig løftede den store pokal.
Ved siden af ham en anden legende: Patrick Vieira, verdensmester og europamester, men aldrig europæisk klubmester. Franskmanden forlod Arsenal i sommeren 2005 og missede med et enkelt år klubbens hidtil eneste Champions League-finale, hvor Barcelona vandt 2-1 i Paris året efter.
Elleve navne på banen, to på bænken. Samlet trofæbeholdning: intet mindre end svimlende. Og alligevel en drømme-11 uden det største af dem alle.
