Søndag var der derby mellem AC Milan og Inter, og det var derbyet, som var det vigtigste de sidste ti år. Det endte med at blive Inter, der trak det længste strå, da de slog Simon Kjær og Milan med 3-0.
Christian Eriksen står noteret for at have fået 78 minutter på banen mod Milan, og han viste igen meget gode takter for Inter. Det er derfor ikke overraskende, at hans træner, Antonion Conte, igen var klar til at rose ham.
“Jeg sagde til Christian, at det var hans bedste kamp under mig. Han gjorde, hvad jeg bad ham om. Han spillede som den ene af to spilfordelere. Han satte sig igennem, og han var virkelig god både med og uden bolden,” kom det fra Conte ifølge Inter TV, hvorefter han tilføjer.
“Vi forventer endnu mere fra ham. Det gør mig stolt, at han er blevet vigtig for os, for han giver os en mulighed mere.”
Inter har nu øget afstanden end til Milan med fire point, hvorfor resten af sæsonen bliver uhyre vigtig for begge mandskaber, som derfor ikke har råd til at tabe point.
Der er femten runder tilbage, og Antonio Contes tropper ligger i en god position til at vinde deres første mesterskab siden 2010.
“Der er 15 kampe tilbage. Det bliver 15 finaler for os. Jeg tror, at de næste to kampe virkelig vil give os en forståelse af, om holdet har taget et vigtigt skridt frem, hvad angår selvtillid og selvforståelse. Genoa gør det godt, og Parma fortjener ikke at ligge, hvor de gør. Disse to kampe kommer til at fortælle os meget,” fortæller Conte.