Lucas Andersen var nedtrykt over den overtidsscoring i Esbjerg-Vejle, der betød, at AaB ikke ender i slutspillet for top-6 i superligaen.
AaB havde gjort sit med 3-1-sejren hjemme over AGF, mens der stod 1-1 i Esbjerg-Vejle, som var afgørende for, om aalborgenserne kom i slutspillet for top-6 eller ej.
Det skriver Vejle24.dk.
Men kort inde i tillægstiden begik Vejle-målmand Thomas Hagelskjær en kæmpe brøler, da han lagde bolden klar til udspark uden at se, at Esbjergs Joni Kauko var i nærheden. Finnen opsnappede bolden og sparkede den i nettet. Med 2-1-sejren var det Esbjerg og ikke Aab, der røg i top-6.
Lucas Andersen fra AaB brillerede ellers i opgøret mod AGF, hvor han scorede et flot langskudsmål. Og efter kampen var den nordjyske midtbaneprofil ærgerlig og bitter.
”Jeg ser det bare på tavlen, da vi er færdige med vores kamp, og så her efterfølgende har jeg set målet. Jeg synes, det er dybt pinligt, hvordan de får det mål – på Serie 5-niveau. Jeg har aldrig set noget lignende,” siger Lucas Andersen til DR.
Til Viasat sagde Thomas Hagelskjærs holdkammerat i Vejle, Mads Greve, at han følte med holdets målmand efter målet.
”Thomas havde ikke set ham, og så kommer han luskende bagfra og sparker den ind. Det er virkelig uheldigt. Jeg føler virkelig med Thomas lige nu.”
I ekspertpanelet hos 3+ var der – som TV2 skriver – bred enighed om, at Vejlemålmanden havde begået en massiv brøler.
”En trøst for ham kan være, at Karius lavede noget lignende i en Champions League-finale. Jeg tror ikke, han kommer til at lave så gigantisk en fejl igen, sagde Stig Tøfting om hændelsen.
Vejle ligger nederst i pulje 1 sammen med SønderjyskE, Horsens og AGF. Vejlenserne har otte point op til SønderjyskE og skal kæmpe med næb og klør for at overleve til næste sæson i superligaen.