CVC Capital Partners vil investere 2,7 milliarder euro i La Liga og ligaens klubber. Tilsyneladende er det ikke alle klubber, der mener, at det er en god idé.
LÆS OGSÅ: Officielt: Manchester United udlejer spiller til La Liga-klub
En af de klubber, der er imod den nye investering, er Barcelona. Ifølge den pålidelige journalist Santi Ovalle, er Barcelona ‘ikke tilhænger’ af den store investering fra CVC Capital Partners.
Til trods for, at Barcelona står til at modtage hele 40 millioner euro til transferaktiviteter og omtrent 200 millioner euro til at udvikle infrastrukturen, er de imod aftalen.
Årsagen til, at de ikke mener, at det er en god idé at lade CVC Capital Partners investere de mange penge i La Liga er, at der i aftalen er en klausul om salg af de fremtidige TV-rettigheder. Det mener Barcelona vil være en dårlig forretning.
Det er dog ikke kun Barcelona, der er af den opfattelse, at det ikke er en god idé at lade CVC investere i den spanske liga. Rivalerne fra Real Madrid mener nemlig også, at det er en dårlig idé at tage imod investeringen.
Det kan naturligvis virke besynderligt, at de også er en af de klubber, der er imod aftalen. De står nemlig til at modtage stort set lige så mange penge som Barcelona. Det er penge, der vil gøre det betydeligt lettere for dem at realisere deres drøm om at købe Mbappé.
Årsagen til, at Real Madrid er imod aftalen og investering er ganske enkelt, at de ikke var blevet informeret om den, skriver El Independiente.
Ligeledes skriver det spanske medie, at Real Madrid angiveligt har intentioner om at sagsøge både La Liga og CVC. De har planer om at sagsøge dem for misbrug af aktiver.
LÆS OGSÅ: Barca er klar til at sælge: Det vil de have for Braithwaite
Aftalen er endnu ikke blevet ratificeret af de fleste La Liga-klubber. Ifølge El Independiente vil en officiel afstemning finde sted i den kommende uge.