Pione Sisto er langt fra at være fast mand for Celta Vigo. Og det bekymrer landstræner, Åge Hareide. Derfor er Sisto heller ikke med i landsholdstruppen, der netop er udtaget. 

24-årige Pione Sisto mangler spilletid i Celta Vigo. Og det er grunden til, at han ikke indgår i den trup, som landstræner Åge Hareide i dag udtog til de kommende to kampe i marts: Først en testkamp mod Kosovo og senere kvalifikationskamp til EM mod Schweiz.

Sisto har ellers lignet en fast mand på det danske landshold, mens nordmanden har været landstræner. Men da han er gledet et godt stykke ud af startopstillingen i Celta Vigo og for øjeblikket kun er reserve, er der heller ikke plads til ham på landsholdet. 

På pressemødet fortæller Hareide – som Ekstra Bladet skriver – at han har været forbi i Sistos klub for at tale med spilleren. 

”Jeg er bekymret for Pione Sistos fodboldmæssige situation. Pione har været rigtig god for os, men han spiller en position, hvor han er afhængig af at have selvtillid. Lige nu savner han stabilitet og mangler spilletid,” siger Hareide. Pione Sisto skiftede til Celta Vigo fra FC Midtjylland i 2016, og han har haft flere gode perioder i den spanske klub. 

Under pressemødet fortalte landstræneren desuden, hvorfor han har set bort fra Jannik Vestergaard, der ellers gør det godt i Southampton. 

”Jannik har været fjerdevalget i midterforsvaret. Det stiller store krav at motivere sig hver gang. Han har taget det meget professionelt. Nu vil vi gerne se Joachim Andersen, men det udelukker ikke, at Jannik er tilbage i truppen næste gang,” som han siger ifølge Ekstra Bladet. 

Udover Joachim Andersen er også FC Københavns topscorer Robert Skov med i landsholdstruppen, der ud som følger: 

Kasper Schmeichel, Jonas Lössl, Frederik Rønnow, Peter Ankersen, Andreas Christensen, Henrik Dalsgaard, Jens Stryger Larsen, Joachim Andersen, Jonas Knudsen, Mathias Zanka Jørgensen, Simon Kjær, Christian Eriksen, Lasse Schöne, Lukas Lerager, Philip Billing, Pierre Emile Højbjerg, Thomas Delaney, Christian Gytkjær, Kasper Dolberg, Martin Braithwaite, Nicolai Jørgensen, Robert Skov, Yussuf Poulsen.