I Manchester United har man haft noget af et cirkus, når det kommer til den store stjerne Paul Pogba. Det er noget, som mange har en holdning til, og det er derfor ikke overraskende, at der er flere forskellige meninger om, hvordan man bør håndtere situationen.

LÆS OGSÅ: Atlético vil sælge flere spillere: United og Chelsea melder sig ind i kampen

Man kan dog ikke komme udenom, at Pogba har et år tilbage af sin kontrakt, og hans formkurve har såmænd været opadgående i løbet af foråret. Han endte dog med at blive holdt ude af en skade, men det gode spil har opvejet de dårlige tider.

Det mener i hvert fald den tidligere United-angriber Odion Ighalo, der håber, at Manchester United ender med at holde på Paul Pogba.

“Hvis Manchester United har muligheden for at beholde ham, skal de gøre det. Han er så indflydelsesrig en spiller, og han er helt klart en af de bedste, jeg har spillet sammen med,” kommer det fra Ighalo, da han snakkede med Football Daily og tilføjer:

“Jeg så kampen mod Tottenham i går, og han var helt exceptionel. Både i hans assist til Greenwood, afleveringen til Cavani i første halvleg og i det defensive imponerede han mig. Han er bare så fantastisk en spiller.”

Mino Raiola, Paul Pogbas stjerneagent, har tidligere været ude at puste til ilden, da han udtalte, at Pogba ikke var glad i United. Det er dog ikke noget, som Ighalo fortæller om.

LÆS OGSÅ: Avis: To grunde til, at Barca har en fordel i kampen om Agüero

“De eneste tidspunkter, Pogba ikke er glad, er når han ikke spiller. Ellers er han altid en glad fyr og er enormt vigtig for holdet, både på og udenfor banen,” fortæller nigerianeren.