Inters mest hardcore fans har udsendt en meddelelse, hvor de tager afstand fra klubbens kontroversielle angrebsstjerne. 

Mauro Icardi har ikke spillet for Inter i flere måneder, efter han har nægtet at træne og spille i protest over at få frataget sit anførerbind. Nu har ’Curva Nord’ – klubbens mest dedikerede fans udsendt en samlet pressemeddelse, hvor de tager afstand fra den 26-årige argentiners opførsel og opfordrer klubben til at sælge topscoreren.

”Efter en intern diskussion blandt alle grupperinger i Curva Nord, er der fuld enighed om, at opførslen fra Inters ’nummer 9’ ikke længere bør tolereres. Vi mener, at Icardi har vist, at han ikke besidder den nødvendige karakter – hverken til at bære anførerbindet eller til at være en del af fremtiden for et samlet omklædningsrum i truppen,” som det hedder i beskeden, der er en eksplicit opfordring til klubben om at skille sig af med angriberen, der – som tilhængerne skriver – med sin opførsel kan få negativ indflydelse på klubbens præstationer i sæsonens sidste og afgørende kampe i Serie A

”At opnå Champions League-kvalifikation uden et projekt, som har gruppen i centrum – som Icardi i sidste ende ikke kan være blive en del af – vil blot betyde at lægge et fundament for fremtidig fiasko. Holdånd er vigtigere end personligheder og medie-protagonister, så vores holdning er, at Icardi ikke længere er en del af Inter og vil blive behandlet derefter. I Genoa vil vi stå sammen for at bygge på for en fremtid sammen og kun være fokuseret på det, der betyder noget: Inter,” som det står i meddelelsen med henvisning til Inters kommende udekamp mod Genoa.

Den markante udmelding fra klubbens tilhængere kommer samtidig med, at Inter-træner Luciano Spalletti netop har meddelt, at Mauro Icardi er tilbage i truppen og kan få spilletid i de kommende kampe.